Smag på julens ord
December er en skøn tid at gå i møde. Julelysene bliver tændt og spejler sig i de forventningsfulde øjne. Der er mange traditioner forbundet med julen - julegaver, julekager, julesange, julehistorier, julelege, juleklip og meget mere.
Julesange og julehistorier kan være med til at få ro på i den hektiske juletid i dagtilbuddet. Måske lærer I en ny sang i dagtilbuddet, som synges hele december, eller I vælger en julebog til fælles højtlæsning. Bogen kan med fordel være den samme hele december, så der er genkendelse, og så børnene efterhånden selv kan være med til at fortælle historien.
De allermindste mærker rytmen og kan stampe med til sange som Der bor en lille nissemand. De større bliver nysgerrige og spørger til de fremmedartede ord i Højt fra træets grønne top.
Vi ved, hvor vigtigt det er at give børn en musisk tilgang til livet. Sang og musik er sundt, giver en god ballast, stimulerer indlærings- og koncentrationsevnerne generelt og fremmer det harmoniske, hele menneske.
Det stimulerer også sproget og den lydlige opmærksomhed, så lad endelig det nysgerrige barn gå på jagt i de fremmedartede lyde og de gamle ord i sangene. Alle ord behøver ikke at være forståelige – når bare de ”smager” godt!
Så vær ikke bange for at synge gamle ord – forståelsen kommer, når barnet er klar til det. Julesangbogen Alberte synger julesange har nogle år på bagen, men de er der allesammen – også nyere kalendersange. Så glæd jer til at smaske risengrød med Nissebanden og til at mærke skrækken, når "nissefar han truer med sin store ske".
Der er også masser af ord at smage på i rim og remse-bogen af Lotte Salling: Julen rundt i rim, fra forlaget Sprog & Leg. I alt 24 opslag med rim og tilknyttede aktivitetsforslag udgør tilsammen en skøn inspirationspakke til sprogstunder i december, både på biblioteket og i institutioner. Bogen er konstrueret, så børnene i højtlæsningssituationen kan se en stor udgave af dagens illustration, mens den voksne formidler kan se en lille udgave sammen med den tekst, som ledsager illustrationen. En virkelig veloplagt og gennemtænkt udgivelse fra produktive Lotte Salling.
Vil I bruge Julen rundt i rim som kalenderbog i december, kan I printe et planlægningsark til brugen lige her.
Find også inspiration til julesjov med kroppen på hjemmesiden Kroppen på toppen.
Læseforslag
For børn i alderen 0-3 år
Billedbøger med gode julehistorier
Sangbøger med julesange
eReolens julebilledbøger
For børn i alderen 3-6 år
Billedbøger med gode julehistorier
Julesange
eReolens julebilledbøger
Ny artikel på sprogsporet.dk: ”Vi binder sløjfer” - når pædagoger og børn vækker bogens univers til live
Når pædagogen forbinder en læst bog med dagligdagen i samspil med børnene, så er det i høj grad dialogisk læsning, men hvorfor opfattes det ikke sådan? I et nyligt projekt afdækkede Irene Salling Kristensen, Sara Dørken Christiansen og Torkil Østerbye fra Sprog og Literacy - Forskningscenter for Pædagogik og Dannelse, VIA University College billedbogspraksis i børnehaven. Under interview med pædagoger fra tre forskellige daginstitutioner hørte forskerne mange eksempler på, hvordan pædagogerne binder sløjfer, forstået på den måde at pædagogerne i samspil med børnene binder eller fletter bogens indhold sammen med dagligdagens praksis.
Bogen og dens indhold bruges ikke løsrevet fra resten af børnenes og institutionens hverdag, men bogen indgår på forskellige måder som en del af en større sammenhæng og der arbejdes videre med ord, temaer og opmærksomheder fra bogen i andre aktiviteter og kontekster. Overraskende nok blev denne praksis ikke nævnt som dialogisk læsning. Når pædagogerne beskrev dialogisk læsning, bar læsningen præg af at være en mere struktureret aktivitet med voksenformulerede mål adskilt fra den øvrige praksis. Det fik de tre forskere til at reflektere over, hvordan læsning bruges og anskues i den pædagogiske praksis, og resultatet kan læses i artiklen her.
Tak for i år
Fra Sprogsporet vil vi ønske alle en rigtig glædelig jul og godt nytår!