Velkommen til 2024!
Vi fra Læsesporet ønsker jer alle et år fyldt med bøger og gode læsestunder i familien.
Den gode læsestund opstår ikke nødvendigvis af sig selv. Derfor har vi samlet en række gode råd og nye titler at komme i gang med. Rigtig god fornøjelse.
Dit spæde barn
Forældre bliver ofte overraskede over, at man kan få bøger til selv helt små babyer. På biblioteket kan du låne bøger, som er lavet særligt til 0-årige. En nyfødt kan kun skelne mellem kontraster som sort, hvid, gul og rød. Det er derfor spændende for en baby at kigge på bøger med enkle mønstre.
Efter få måneder er farvesynet udviklet, og barnet vil have stor glæde af enkle, farverige motiver. Kig i bogen sammen med barnet og tal om de ting, I ser. Også selvom barnet endnu ikke kender tingene. Barnet lærer af at høre dig udtale ordene. Barnet vil også nyde at sidde sammen med dig omkring bogen.
Som forælder kan du hjælpe dit barn ved at
- lade bøger være en del af jeres daglige rutine sammen,
- lade bøger ligge fremme som en del af legetøjet,
- vise, at du også selv bruger skrift og læsning i hverdagen.
Dit lidt større barn
Sprog er alle vegne omkring børn, fra de bliver født. Det skabes i hverdagens mange gøremål, i samvær, læsning og leg. Læsestunder udvikler børns ordforråd, begrebsverden og evne til senere at læse selv. At læse sammen er også en fantastisk måde at skabe nærvær og fordybelse på. Der kommer ro på, og vi mærker hinanden.
Verden omkring jer
De mindste lærer ord ved at pege og efterligne. Når børn kan kravle eller gå, bliver de i stand til at vende opmærksomheden ud mod verden. Følg dit barns interesse og udvid dets verden ved sammen at udforske og sætte ord på ting. At læse sammen er også med til at styrke børns sociale udvikling. For bøger viser os verden fra, hvor andre står. Det at have et sprog er også vigtigt for at kunne udtrykke følelser, indgå i relationer og deltage i lege.
Få krop på sproget
Børn lærer med kroppen, når de leger, sanser og udforsker. Derfor hjælper det på koncentrationen og hukommelsen, når sproget opleves med hele kroppen. Gå ombord i rør-og-føl-bøger med effekter, teksturer og bevægelige dele, der gemmer på overraskelser og fastholder opmærksomheden. Leg er helt afgørende for børns udvikling. Bøger med rim, remser, vrøvlevers og sange styrker børns opmærksomhed på lyde og sprogets rytme. Det gør det lettere og sjovere at lære og lege med ord.
Tips til højtlæsning
Fem ting, du kan gøre for at hjælpe højtlæsningen på vej:
- Læs på barnets præmisser. Forvent ikke, at dit barn sidder stille. Rør, leg, bevæg jer og brug genstande, mens I læser. Når sanserne aktiveres, hjælper det på koncentrationen.
- Tal om det, I læser. Hold øje med hvad, der optager dit barn. Stil spørgsmål og vent på svar. Forklar nye ord og relatér dem til hverdagen.
- Læs én gang til. Børn elsker at høre den samme bog igen og igen. Gentagelser skaber tryghed og integrerer nye ord i ordforrådet.
- Læs overalt. Gå på jagt efter tal, bogstaver, ord og symboler i omgivelserne og i hverdagens rutiner.
- Lad bøgerne være tilgængelige. Placér dem et sted, hvor dit barn selv kan nå dem.
Et udvalg af årets bøger 2023, der er gode til højtlæsning
For børn i alderen 0-3 år
Hverdagens rutiner
Leg med sproget
Verden omkring jer
For børn i alderen 3-6 år
Hverdagsliv
Leg med sproget
Verden omkring jer