Menu

Nyhedsbrev: Januar 2025

Bliv tilmeldt det månedlige nyhedsbrev

Vores behandling af personoplysninger

Se tidligere måneders nyhedsbreve

Forælder Bibliotekar Fagperson

Temadag 3. december i Vejle

Tak for en god dag i Vejle, hvor der blev sat fokus på børnesyn fra forskellige perspektiver. Derudover tog vi et tilbageblik på, hvordan vi har udviklet os i arbejdet med og synet på børn og unge gennem de seneste år. På programmet var der også en basar, hvor forskellige projekter og sprog- og læseindsatser blev præsenteret. Her oplevede vi stort engagement og nysgerrighed. Tak for det.

Sprog- og Læsesporet til julegløgg hos H.M. Dronningen

Som det tidligere er fortalt her i nyhedsbrevet, er Bibliotekernes Sprog- og Læsespor sammen med VIA samarbejdspartnere i projektet 'LæseLeg - sprog, relationer og leg'. Et projekt som skal styrke LæseLegs indsats for indskolingen med fokus på sprog, leg og sociale relationer som afsæt for tryggere overgange.

Normalt mødes projektpartnerne online, men i december var der en helt særlig anledning til at mødes fysisk, nemlig årets julereception hos H.M. Dronning Mary i Frederik VIII's Palæ. En stemningsfuld ramme for mødet med både kollegerne hos VIA og LæseLeg, men også alle de andre interessenter, som arbejder ind i Mary Fondens formål om, at ingen skal stå alene.

LæseLeg ønsker med samarbejdet her at give alle børn adgang til børnelitteratur og give dem større kendskab til bøger og biblioteker. Ved at integrere bibliotekerne i fritidspædagogernes arbejde med børnene, bliver flere børn præsenteret for billedbøger og deres lokale bibliotek. Projektet er støttet af Egmont Fonden og Lauritzen Fonden.

Programleder Tina Bang Jacobsen og programkoordinator Rikke Østergaard sidder i projekt- og styregruppe og repræsenterede derfor Sprog- og Læsesporet på dagen.

LæseLeg-partnerne på Slotspladsen

Sprogsporet 0-6 år

Når fagligheder læser højt - forløb fra Holstebro Bibliotek

Forestil jer at få læst højt fra en af bibliotekets billedbøger om at være politibetjent - og højtlæseren selv er en uniformeret betjent med alt sit spændende udstyr! Den idé fik man på Holstebro Bibliotek og inviterede forskellige fagligheder ind på biblioteket for at læse højt om deres respektive fag og få en snak med børnene bagefter. Det blev et hit, og biblioteket har nu beskrevet forløbet, så det er nemt for biblioteker andre steder i landet at genbruge den gode idé. Udover betjente og brandmænd, kan det også være læger, dyrlæger eller et af de mange andre fag, som vi har bøger om i børnebiblioteket.

Når Fagligheder Læser Højt
Lad en lokal betjent, soldat eller brandmand læse højt fra fagbilledbøgerne om forskellige erhverv

Læs med Orm

Læs med Orm er et nyt højtlæsningsformat på Minisjang og en oplagt mulighed for biblioteker landet over til at sætte fokus på højtlæsning. Bibliotekerne har da også været med i udviklingen af indsatsen, og der er udviklet formidlingsmateriale til brug på både biblioteker og i dagtilbud. Indsatsen påbegyndes d. 3. januar.

Læs med Orm på biblioteket

Se også det nye forløb om Ordløse billedbøger nedenfor.

Læsesporet 6-16 år

Mix & Match til udskolingen

Mix og Match er et spil, hvor deltagerne i hold eller enkeltvis skal mixe og matche tekst og forsider. Spillet har til formål at introducere unge i udskolingen til nyere bøger, der kan inspirere til læsning.

Mix og Match for udskolingen

Adrian løser læsekrisen

BREAKING: Adrian løser læsekrisen!
Adrian er tilbage og denne gang er han flyttet hjemmefra – på biblioteket i telt. Hvorfor? Fordi det er sådan, han kan få tid til at læse. Vi har spurgt børnene, hvad der står i vejen for at læse mere, og svaret er entydigt: ”VI HAR IKKE TID!”

Ordløse billedbøger

Gentofte centralbibliotek har etableret to bogdepoter med ordløse bøger. Depoterne kan lånes af biblioteker, og består af kurraterede titler, hvoraf tre udvalgte titler er suppleret med formidlingsaktiviteter. Når man bestiller én af de tre titler, kommer den sammen med genstande, der knytter sig til bogen, og forslag til aktiviteter og anvendelse. Dvs. man kan bestille et depot med ordløse billedbøger og/eller en temakuffert.

Der er udviklet en digital værktøjskasse, som kan bruges på tværs af alle ordløse bøger i depoterne. I værktøjskassen kan man blandt andet finde et "lydapotek", der supplerer læseoplevelsen med flere sanseindtryk, og forslag til aktiviteter med genstande de fleste har let tilgængeligt.

Det er vigtigt at understrege at ordløse bøger har et enormt fortællepotentiale for alle, og at de er med til at skabe et rum, hvor børnenes egne fortællinger og fortolkninger bliver fremtrædende.

Ordløse billedbøger – en bro mellem børn, fortælling og sprog

Ø Kanin!

Vil I hjælpe...

... med at udvikle Læs-selv-bogbanko til 0.-1. klasse og 2.-3. klasse? Så skriv en mail til kontakt@læsesporet.dk

Har I aktiviteter til forældre og skole, som I vil dele på læsesporet.dk?

Skriv til os! kontakt@læsesporet.dk

Læsesporet 16+

NYT! Litterære Folkehøringer

Ønsker I at formidle viden om samtidens alvorlige problemer og fremme demokratisk deltagelse blandt borgene? Så kan I finde nye formidlingsgreb med dokumenteret virkning i konceptet Litterære Folkehøringer.

Litterære Folkehøringer skaber rum for demokratiske samtaler om komplekse og svære spørgsmål gennem litteratur og vidensformidling. Via kurraterede arrangementer, der involverer litteratur, ekspertviden, kunst og workshops, åbner de Litterære Folkehøringer op for at stimulere håb og handlekraft i lokale fællesskaber.

Under beskrivelsen finder I information og viden om, hvordan I kan lave Litterære Folkehøringer på jeres bibliotek, inspirerende forslag til workshops, idéer til formidlingen af folkehøringerne og meget, meget mere.

Litterære Folkehøringer
Litteratur- og vidensformidling møder nærdemokratiet

NYT FORLØB! Svøm en bog

Svøm en bog er en ny aktivitet, der kombinerer svømning, højtlæsning og socialt samvær og selvom litteraturformidling og vandsport ikke normalt går hånd-i-hånd, forenes de til en unik fælles oplevelse i dette koncept.

Uden at have læst noget på forhånd, får deltagerne mulighed for at lytte til en novelle, mens de svømmer. Alle deltagere lytter til den samme novelle via vandtætte headsets, samtidig i den samme svømmehal. Efter svømningen inviteres deltagerne til en samtale om det, de har hørt.

I beskrivelsen kan I læse mere om konceptet samt hvordan I kan låne headsets, få adgang til lydfiler med god litteratur, printe arbejdsark til samtalerne og alt andet, I skal vide for at kunne invitere borgerne ind til Svøm en bog.

Svøm en bog
Et koncept som kombinerer svømning, højtlæsning og socialt samvær. I ”Svøm en bog” får du både noget til hjernen og hjertet.