Dit spæde barn
Syng mange sange med dit barn – sange, du selv kan lide. Leg med stemmen og efterlign dit barns lyde. Det er sjovt og udvikler barnets stemme. Vær begejstret selv i det, du gør med dit barn. Syng lyst. Børn kan ikke synge dybt, da deres stemmelæber er meget korte.
Vær også opmærksom på, at der er lyd omkring os: Fuglesang, støvsugerens tone, vindens susen, rytmen i dine skridt... Du kan selv putte mere lyd på. For eksempel kan du nynne i takt med dine skridt eller lege med støvsugerens tone.
Husk, at du giver dit barn meget ved musikalsk samvær. Det styrker jeres forhold, udvikler sprog og opmærksomhed. Men først og fremmest: det er sjovt og rart!
Som forælder kan du hjælpe dit barn ved at
- synge enkle sange, gerne de samme sange mange gange,
- efterligne barnets stemme og forsøge at synge lyst,
- lege med stemme, rytme og lyde omkring os,
- bruge bevægelser - fagtesange er gode til små børn. Få ideer på vores side Sang og musik
Dit lidt større barn
Jul er en del af de fleste børns liv her i landet. Måske møder de den hjemme i form af julepynt og julebag. I dagtilbuddet med julesange og klippe-klistre aktiviteter eller gåture rundt i byen og butikkerne med de farvede lys og duften af brændte mandler.
Julen med alle dens traditioner og fortællinger står for mange børn som en stor oplevelse hvert år.
Selvom det lille barn endnu ikke forstår hvad ”jul” er, er det stadig en god lejlighed til at introducere nye ord ved fx at læse nogle af de fine pegebøger til de helt små.
Hvad er julen?
Ja hvad er julen egentlig? Sæt jer gerne ned sammen og kig i nogen af de mange bøger om julen. Der kan være anledning til at tale om, hvorfor nogen fejrer jul, og nogen ikke gør. Læs gerne bøger, hvor der holdes jul på forskellige måder.
Sang styrker børns sprog, så udnyt gerne at julen er fyldt med musik og lyde, der stimulerer sproget. Sæt tid af til at synge julesange og snakke om, hvad ordene i de forskellige sange betyder. Brug også gerne legetøj og andre rekvisitter, som gør ordene mere levende for børnene.
Julens traditioner
I hver familie er der forskellige traditioner, der knytter sig til højtiden. Måske bager familien julekager, klipper julepynt sammen, laver marcipan, fælder juletræet ude i skoven eller noget helt andet.
Start fx jeres egen tradition med højtlæsning hver dag. Gør det til en hyggelig stund at læse en af de mange kalenderbøger til aldersgruppen.
En anden aktivitet kunne være at kigge i de mange bøger med kreativt håndværk og lave sin egen julepynt, som fx kan komme på juletræet. Det er også en god måde at snakke om de ting, vi pynter med til jul.