Velkommen til det første fælles nyhedsbrev fra Sprog- og Læsesporet
I disse dage lægges sidste hånd på den nye, fælles hjemmeside, som lanceres på Strategisk Folkebiblioteksmøde og bliver præsenteret med flyers på landets folkebiblioteker. I den forbindelse udvides de tidligere nyhedsbreve fra Sprogsporet selvfølgelig også med nyt fra Læsesporet.
Verdens Bedste Børnebibliotek
Centralbibliotekerne inviterede 21. september landets børnebiblioteksansatte på temadag under overskriften: Verdens Bedste Børnebibliotek.
Thomas Enemark Lundtofte (SDU) og Karen Feder (Designskolen Kolding) holdt oplæg om børn og deres livsverden, hvor en fremtrædende pointe var betydningen af at turde sætte sig i barnets sted og være nysgerrig omkring barnets perspektiv og præferencer – eller med andre ord: slippe skrækken for at være voksenpinlig og spørge åbent til alt det, som voksne måske ikke forstår.
Efter en paneldebat om dagens børnebibliotek åbnede ”markedspladsen”, hvor både folkebiblioteker og centralbiblioteker præsenterede nogle af de mange nationale tilbud på børneområdet. Sprog- og Læsesporet fyldte standene med de mange indbydende materialer fra kampagner som Sommerbogen og forløb som Sprogstart og Den magiske kuffert, men herudover var også tilbud som Det mangfoldige børnebibliotek og Børn, tech & leg repræsenteret.
En inspirerende dag med masser af gode snakke om børnebiblioteket og vores måde at møde børnene.
Orlaprisen
Og så er det nu! Det er den tid på året, hvor Orlaprisen er på spil – og der skal stemmes! Børn kan stemme på deres favoritbog blandt de nominerede fra d. 5. oktober til d. 5. november.
Læselyst og Læserum
Kolding Bibliotekerne stod i spidsen for projektet Læselyst og Læserum, som blev afsluttet tidligere i år. I projektet blev børnenes stemmer sat i spil. Blandt meget andet har projektet udviklet forskellige evalueringsmetoder, for at få børnenes umiddelbare indtryk og udsagn om de forskellige installationer og andet, som blev lavet i løbet af projektet. En af metoderne er Børnetelefonen, hvor børn indtaler besked på en mobiltelefon og en anden er flaskepost, hvor børnene lige efter en læseoplevelse skriver, hvordan de oplevede læsningen i andre og nye rammer end dem, de er vant til. Læs om Læselyst og Læserum:
Læselyst og læserum
Dyk ned i projektet og bliv inspireret!
Biblioteksrummets koder
Rachel Röst har skrevet en tankevækkende artikel til læsesporet, som handler om biblioteksrummet og de koder, der skal knækkes, for at udsatte børn og unge finder frem til de bøger, der kan være afgørende for at deres livsbane ændrer sig. Og hun har en opfordring – til både biblioteker og skoler. Du kan læse artiklen her:
Fordi min mor introducerede mig til biblioteket, føltes det fra begyndelsen som et hjemligt sted
Rachel Rost - stifter af Læs for Livet - giver sit bud på, hvordan bibliotekerne kan favne udsatte børn og unge.
Klar til den internationale Ordblindeuge?
Uge 40 er International Ordblindeuge. Mangler du og dine kollegaer ideer til, hvordan Ordblindeugen kan gribes an på jeres bibliotek? i år eller måske næste år? Så er det her du skal læse med:
International ordblindeuge 2024
Støt op om ordblindeugen med aktiviteter og gratis kampagnemateriale.
UNG:LITT
Er du nysgerrig på at formidle litteratur til unge på nye måder? Så er UNG:LITT måske noget for dig? Formålet med UNG:LITT er at motivere unge til at læse ved at åbne litteraturen og vise, at litteratur kan være mange ting. UNG:LITT sætter læsningen fri og skaber skæve litteraturoplevelse i nye rammer – ved at lytte til de unge! Bibliotekerne i Rødovre og Hvidovre står bag projektet. Blandt meget andet, finder du et katalog over formidlingsaktiviteter her:
UNG:LITT - aktiv og involverende litteraturformidling for unge
Prøv fx UNG:LITT spillet sammen med en udskolingsklasse.
Kender du?
LæseHack! Anya Winqvist, Lisbet Vestergaard og nogle bibliotekarer har sammen med en flok børn og unge i sommeren 2023 afholdt LæseHack. Hør børn og unge inspirere andre til at læse mere i podcasten her: https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A136733613 Hold øje med LæseHack - der er mere på vej!
Venlig hilsen Bibliotekernes Sprog- og Læsespor
På sporet af læseglæde!