Sommercamp
Mangler du inspiration til aktiviteter, der har læseglæden i fokus, og som kan blive en del af dit biblioteks program for årets sommercamp? Læs om andre bibliotekers erfaringer med at planlægge, afholde og evaluere sommercamp og lad dig inspirere til at lave læsefællesskaber fyldt med fantastiske læseoplevelser, legende aktiviteter og sommerstemning.
Aldersgruppe:
4-6. klasse, 7-9. klasse
Varighed:
Flere dage
Kulturium Ishøj Bibliotek
"Jeg synes, det var mega fedt! En rigtig hyggelig måde at brug tid på! Men jeg håber, der vil være noget for de ældre." Sådan skriver én af deltagerne fra Sommercamp i Ishøj i sin evaluering. Under Sommercampen oplever bibliotekarerne, at børnene gerne vil tale om det, de læser, og at børnene får en fortrolighed med bibliotekarer og biblioteksrummet. Der er venteliste i Ishøj og en efterspørgsel på et lignende tiltag for børn i 7. klasse og op.
I Ishøj er Sommercamp for børn i 4.-6. klasse, og det er for børn, der elsker at læse! Der er fokus på sjov, hygge, litteratur og læsning. Det dobbelte fokus på sjove aktiviteter og litterær fordybelse kræver øvelse, opmærksomhed og klare rammer og forventningsafstemning mellem børn og bibliotekarer. Under Sommercampen er biblioteket børnenes! Der er et detaljeret dagsprogram og i løbet af dagene kommer børnene hele vejen rundt om bogmediet:
- At læse: Fordybet læsetid og læseudfordringer med inspiration fra læsesporet.dk og Sommerbogen
- Bøger: Bog-domino, kreativ workshop med kasserede bøger
- Sprog: Rebusser, skrive anbefalinger
- Illustrationer: Tegneworkshop med f.eks. Adam O. eller Stinestregen
- Viden: Kahoot, brætspil fra læsesporet.dk
- Det fysiske bibliotek: Bogstavjagt, stjerneløb
- Litteraturoplevelsen: Stedsspecifik højtlæsning
Et afledt koncept af Ishøjs Sommercamp er Fredagslæsning, som bliver afholdt fire gange årligt, fredag aften efter bibliotekets lukketid med samme indhold som til Sommercamp - blot er indholdet mere koncentreret.
Brøndby Bibliotekerne
Her finder du inspiration fra Brøndby Bibliotekerne, som har ladet sig inspirere af Ishøjs Sommercamp. På Brøndby Bibliotekerne afholder de Læse-camp i den første uge af sommerferien, én dag i efterårsferien og én dag i vinterferien. Herunder finder du programmerne for dagene som word-dokumenter - lige til at rette til, så de passer til dit bibliotek!
Hvad er Læsecamp?
Læse-camp er for læsende børn! Den afholdes mandag til torsdag i uge 27 fra kl. 9.00-13.00 og har fokus på læsning, hygge, sjov og relationer. Campen justeres undervejs i samarbejde de deltagende børn. Der er fællesspisning, og campen afsluttes med en bog-film, som børnene vælger.
Hvem er Læsecamp for?
Læse-camp er et tilbud til børn i 4.-6. klasse, som kan lide at fordybe sig i læsning. Det er ikke en pasningsordning, og det er en forudsætning, at børnene kan deltage i Læse-campen alle dage.
Hvordan afvikles Læsecamp?
Læsecamp planlægges i samarbejde med børn fra bibliotekets læseklubber. Der bliver reklameret for campen i kommunens program Sommersjov, på AULA, i læseklasser og bogklubber. Der er et planlagt program for hver dag med vekslende aktiviteter med bøger med plads og ro til fordybet læsning - og med plads til sjov og ballade!
Hvorfor Læsecamp?
Børnene har reel indflydelse på campsne! Planlægningen foregår i fællesskab med bibliotekets læseklubber og er et godt eksempel på, hvad der kan opstå i samarbejdet i mellem børn og voksne. Børnene elsker Læsecamps! De nyder at tale med bibliotekarerne og hinanden om, hvad de læser - og de kommer allerede under campen med ønsker til den næste Læse-camp. Relationer er vigtige! Det gælder både relationerne til bibliotekarerne, til de andre deltagere, til biblioteket og til litteraturen og læsningen.
Se programmer til campsne her:
Læsecamp-program fra sommeren 2023 i Kilden, Brøndby Bibliotekerne (Word-dokument)
Læsecamp-program fra efteråret 2023 i Kilden, Brøndby Bibliotekerne (Word-dokument)
Læsecamp-program fra vinteren 2024 i Kilden, Brøndby Biblitotekerne (Word-dokument)
Sådan tilmelder du dig læsecamp (Word-dokument)
Brev til læsecamp-deltagere og deres forældre (Word-dokument)
Læsecamp-diplomer (PDF-dokument)
Vejle Bibliotekerne
Som noget nyt valgte Vejle Bibliotekerne i sommeren 2023 at fusionere deres to sommercamps, Læsecamp og BipBiB spildage, til en stor sommercamp. Det blev gjort pga. det store potentiale, der ligger i at anvende det bedste fra begge camps til at nå nye målgrupper, vise børnene bibliotekets alsidighed (bøger, spil, musik, kultur) og udvikle tilbud på tværs af deres (nørdede) fagligheder (læsning, gaming, lyd).
Målgruppen var 3.-6. klasse og Sommercampen løb over tre dage.
Alle tre dage tog afsæt i leg og litteratur med et fælles tema til alle tre dage. Temaet for sidste år var dyr, dog med små variationer. Den første dag handlede om magiske dyr, anden dag om farlige dyr og tredje dag om døde dyr. Børnene kunne selv vælge om de ville deltage 1, 2 eller 3 dage.
På den måde blev der sat en ramme for indholdet med meget synlig PR.
Ved at slå Læsecamp og BipBiB spildage sammen, var det muligt at øge deltagerpladserne fra 25 til 50. Men for at undgå at deltagerantallet skulle gå ud over kvaliteten af campen, blev der fundet frem til en struktur, med veksling mellem fællesmoduler og 3-4 valgmoduler i mindre grupper. Det krævede lidt ekstra personale at have flere børn i huset, men det gik godt.
Præcis hvor godt det gik, fremgik af den sjove evaluering, der blev lavet med børnene: "Det var hyggeligt og jeg kunne godt tænke mig at komme her igen selvom jeg var nervøs i starten" var bare et af svarene fra evalueringen.
Se programmet til Vejle Bibliotekernes sommercamp samt evalueringsskemaet her:
Sommercamp-program 2023 i Kilden, Vejle Bibliotekerne (PDF-dokument)
Evaluering af sommercamp 2023 i Kilden, Vejle Bibliotekerne (Word-dokument)
Man kunne også...
- Lave en aftale om besøg i byens boghandel
- Svømme en lydbog!
- Lave en podcast om Læse-camp
- Interviewe en bogblogger
- Invitere en forfatter eller illustrator. Eller begge!
- Skrive jeres egne historier og indlæse dem som lydbog
- Lave jeres eget litterære brætspil
- Se film eller lave jeres egen film
- Lave en bogtrailer ...
Mix og Match
Mix og Match er et sjovt og inspirerende spil, der vækker lysten til bøger.
Læseklasser
Inspirerende boganbefalinger og fantastiske læseoplevelser for skoleelever gennem et helt skoleår.
UNG:LITT - aktiv og involverende litteraturformidling for unge
Stedsspecifik højtlæsning
Der sker noget interessant, når litteraturen læses højt på steder, der stemningsmæssigt bidrager til fortællingen. Med stedsspecifik højtlæsning bliver læsningen en fælles oplevelse!
Kender du Herning Bibliotekernes tidsskrift Mellem Linjerne? Der er masser af inspiration og ideer at hente til aktiviteter til fx Sommercamp - og så er det ganske enkelt et fantastisk eksempel på, hvad der kan ske, når man lader børnene komme til orde! Se med her