Menu

SKOOB Spot på Læseglæde

Hvad er det konkret, der skaber læseglæde? Hvorfor er det vigtigt, at det netop er eleverne selv, der definerer det? Og hvilken indflydelse har det fysiske rum på læseglæde?

Dette forløb eksperimenterer med en række initiativer og konkrete løsningsmodeller, der har til formål at øge læseglæden blandt elever, primært i udskolingen. Forløbet lægger op til et tæt samarbejde mellem folkebiblioteket og skole, og fokus har været på at gentænke og udvikle gode, fysiske rammer og læsemiljøer, som bedst muligt understøtter elevernes lyst til at læse.

Det har været fedt at prøve noget nyt. I lang tid har det bare været sådan, at når vi har læst noget for hele klassen, har det bare været den éne bog, men her har folk kunnet læse, hvad de selv ville og klassen læser stadig sammen. - Pige 8. klasse

Aldersgruppe:
4-6. klasse, 7-9. klasse

Antal:
En klasse eller årgang

Varighed:
Flere uger

Kom i gang

Forløbet bygger på to bærende principper: Læsekassen og Det mobile læsemiljø. Men hvordan fungerer disse to grundprincipper i udviklingen af læseglæde?

Billede af sofa og puder til at sidde og læse i

Læsekassen

Læsekassen har til formål at give eleverne medbestemmelse over, hvilke bøger der skal bestilles.
Bestil via det lokale folkebibliotek så mange titler hjem som muligt, og få eleverne til at udvælge de titler, de er interesseret i via en fælles udvælgelsesproces. En konkret model til en sådan proces kan findes i drejebogen, der kan downloades under Materialer og grafik.

Billede af udstilling af bøger Billede af bøger på et bord Billede af transportkasser med SKOOB-logo

Der er forskellige måder at gribe opgaven an på, alt efter hvor mange ressourcer den enkelte skole har. Vi opfordrer her til, at man samarbejder med det lokale bibliotek om at udvikle og producere læsekasser.

Det mobile læsemiljø

Det mobile læsemiljøhandler om at kreere nogle gode, fysiske rammer, der kan pakkes væk og tages frem når der er brug for det.

Det smarte ved dette koncept er, at man kan dele læsemiljøet på tværs af klasser eller skoler. På lige fod med læsekasserne er det en fordel at udvikle disse mobile læsemiljøer i samarbejde med det lokale folkebibliotek.

Billede af læsehjørne Billede af læsehjørne Billede af læsehjørne

Ligesom ved udvælgelsen af titler til læsekasserne, er det også her vigtigt, at eleverne inddrages i udvælgelsen af interiør og materialer, der skaber det gode læsemiljø, bl.a. ved at inddrage eleverne i samtlige dele af udviklingsprocessen. Under Materialer og grafik kan du downloade en drejebog til, når du skal udvikle et mobilt læsemiljø, samt gode råd til, hvordan man ellers kan inddrage eleverne i arbejdet med både læsemiljø og læsekasser.

Processen med Læsekasser og Læsemiljøer køres parallelt. På den måde bliver det en gennemgående indsats, der potentielt kan gå på tværs af fag og inddrage for eksempel matematik, når der skal lægges et budget forud for indkøb af materialer.

Modtagere

Forløbet er tiltænkt udskolingselever, men grundprincipperne i drejebogen kan bruges og videreudvikles, så de tilpasses alle klassetrin. Uanset alderstrin er det afgørende, at forløbet laves i dialog med eksperterne inden for børn og unges læseglæde; eleverne selv!

To børn ligger med tæpper over sig og læser

Hvad skal skolen?

Lyt til eksperterne!

Det kan lyde selvfølgeligt, men det er vigtigt, at eleverne tages med på råd, og ikke mindst, at de mærker, at de bliver lyttet til. Et af de mest værdifulde redskaber, når det kommer til at skabe læseglæde er at behandle eleverne som eksperter, hvilket forudsætter, at de voksne tager dem alvorligt, når de kommer med forslag.

Eksperternes bedste råd

  • Fokus skal væk fra den faglige læsning – det handler om LÆSEGLÆDE
    • Læsningen skal ikke være synonym med resultater eller læring her. Det handler om at fokusere på den lystbetonede læsning.
  • Der skal sættes tid af til at læse hver dag – kontinuiteten er vigtig
    • Læsning skal ses som en vane, der skal etableres, eller en muskel, der skal trænes. Jo oftere, der bliver givet plads til den lystbetonede læsning, jo mere plads vil læseglæden have til at spire.
  • Alle, der er i læsemiljøet, læser i de samme bøger – det gælder også de voksne
    • En af de vigtigste faktorer, når det kommer til at skabe læseglæde, er at skabe fællesskab. Her kan det være en ide at lave et begrænset udvalg af bøger i læsekasserne ud fra en given kategori. Det kunne for eksempel være romaner under 100 sider eller graphic novels. På den måde får eleverne frihed til at vælge inden for en afgrænset ramme af litteratur og kan dele erfaringer og perspektiver på de læste bøger.
  • Læse-snacks er godt
    • Ligesom en film bliver bedre med popcorn i skødet, bliver læseoplevelsen både bedre og hyggeligere med en kop te og lidt snacks til.

Materialer og grafik

Materialer til download er inddelt i to kategorier – en drejebog og tjekliste målrettet fagpersoner og materialer tiltænkt eleverne selv.

Til eleverne

Budgetplan

Til dig som fagperson

Tidsplan

Drejebog

Ideer til Den lille forstyrrelse

God læselyst og god fornøjelse!

Hvem kan du kontakte?

Hvis du har spørgsmål til forløbet kan du kontakte:

Gitte Hjort, Ikast-Brande Bibliotek

E-mail: githjor@ikast-brande.dk

Telefon: 99605139

Susanne Burgdorf Gregersen, Ikast-Brande Bibliotek

E-mail: susgreg@ikast-brande.dk

Telefon: 99603428

Baggrund for konceptet

Forløbet bygger på erfaringer fra et 30-ugers projekt om læseglæde i Ikast-Brande Kommune og er inspireret af pointerne i 'Børn og Unges Læsning 2021' af Morten Petterson, Stine Reinholdt Hansen og Thomas Illum Hansen. Initiativet er udviklet som en del af den nationale indsats for børn og unges læseglæde – et styrket samarbejde mellem skolernes pædagogiske læringscentre og folkebiblioteket.

Forløbet i Ikast-Brande Kommune tager udgangspunkt i tre 8. klasser i skoleåret 24/25. Klasserne er udvalgt fra Nørre Snede Skole, Bording Skole og Hyldgårdsskolen. Derudover har Ikast-Brande bibliotek medvirket som aktører i projektet. Selvom indsatsen i Ikast-Brande Kommune tager udgangspunkt i udskolingselever, kan konceptet nemt tilpasses ethvert klassetrin, samt et større eller mindre antal elever, alt afhængigt af, hvilke ressourcer der er til rådighed og, hvad der giver mening i en given kommune. Det er vigtigt at have in mente, at ikke to skoler, biblioteker eller klasser er ens, så brug, hvad I kan og se bort fra resten.

'National indsats for børn og unges læseglæde' er et to-årigt projekt i perioden 2023-2025 støttet af Slots - og Kulturstyrelsen. Projektet har til formål at udforske, udfordre og udvikle samarbejdet om børn og unges læseglæde på tværs af skoler og folkebiblioteker. Med afsæt i en vidensafdækning af aktuel praksis i arbejdet med læseglæde har 17 indsatskommuner igangsat udviklingsforløb, herunder Ikast-Brande Kommune.

National indsats for børn og unges læseglæde
Viden, redskaber og resultater fra arbejdet med National indsats for børn og unges læseglæde.

Sammen om børns læseglæde - en arbejdsbog
Hent vores gratis arbejdsbog ”Sammen om børns læseglæde”.