Alle de andre arrangementer
I Bibliotekernes Telt har vi rum til alt det skøre, det skæve, som bibliotekerne også er.

Middagsgymnastik som du aldrig har prøvet det før (2024)
Kan man lave gymnastisk med bøger? Ja da! Kom selv og prøv, når vi guider dig igennem 15 minutters stræk og velvære i Bibliotekernes telt. Vi garanterer, at du bagefter er helt klar til en spændende dag på Kulturmødet.
Guidet fælleslæsning: Fordyb dig i et digt og mød forfatteren bag – Caspar Eric (2023)
Guidet fælleslæsning giver mulighed for fordybelse. Her kan vi tale med andre om de tanker og følelser, læsningen sætter i gang. Denne gang udvider vi oplevelsen, så du også møder forfatteren. Vi læser et digt fra digtsamlingen 'Nye balancer' og der er mulighed for at stille spørgsmål og dele undren med hinanden og forfatteren Caspar Eric.
Litteraturbingo (2023)
Bingopladerne er fyldt med skønne forfatternavne. Vi læser spørgsmål op om litteratur, både fra klassikere, populære titler og nogle af de allernyeste. Når forfatterne på din plade kommer, krydser du af. Det er supersjovt, og der er præmier til både rækker og pladen fuld.
Stand up med komiker Jonathan Christensen (2023)
Kom og hør mere når den unge, nordjyske komiker med Tourettes og ”missekatte” i lommen underholder om hans forhold til biblioteket. Kan man overhovedet have et forhold til biblioteker, selvom man er ordblind og ikke rigtig læser bøger? Ja – det kan man sagtens. For Jonathan Christensen, der udover at være ordblind også har Tourettes, er bibliotekerne meget mere end stille, kedelige bygninger.
PopUpPub-Quiz (2023)
Kulturmødets sjoveste pubquiz, hvor alle kan være med! Naturligvis med lækre præmier, smagfulde drinks og udfordrende spørgsmål om alt mellem himmel og jord.
Spil vendespil mod din badass bibliotekar og vind præmier (2022)
I Bibliotekernes Telt står vi klar til at udfordre dig.. Sørg for, at hukommelsen er skarp, når du skal dyste mod os i et litterært vendespil. Hvis du vinder, er der præmier - og håneret - resten af dagen.
Poetry Slams med Brønderslev Forfatterskole (2022)
Brønderslev Forfatterskole disker op med forskellige slams fyldt med dybde, drama og performative løjer.
Bryd boblen med snak (fast tradition)
Bibliotekerne byder på bobler og dialog mellem kulturpolitikere og kulturfolk.
Få en lækker tatovering (fast tradition)
Elsker du ord? Og elsker du tatoveringer? Så kom forbi Bibliotekernes Telt og få ganske gratis din helt egen midlertidige tatovering.