Menu

Læs med HundeBanden derhjemme

HundeBanden er en ny serie på DR Ramasjang. Her møder vi hundene Messi, Power, Chloé og Ollie, som drager ud i verden sammen med et barn, for at mærke på egne hundekroppe, hvordan det er at være barn. De er fire meget forskellige hunde med forskellige interesser. Fælles er dog, at de – som de fleste børn - elsker at blive læst højt for. Derfor siger vi “Læs med HundeBanden”, og udvider HundeBanden til også at rumme jeres bløde bedstevenner – om det er de levende eller dem i bamseform.

Aldersgruppe:
0-3. klasse, 4-6. klasse

Hvorfor er det en god idé at læse for sit kæledyr eller sin bamse?

Mange børn bryder sig ikke om at læse højt for kammerater eller forældre. De kan blive ramt af præstationsangst, eller bekymrer sig om, om de begår fejl, læser langsomt eller at lytteren keder sig. De bekymringer ryger ud ad vinduet, når publikum i stedet er en blød bamse, en hengiven hund, eller måske en godhjertet guldfisk. Kæledyret* og bamsen lytter bare tålmodig, uden at dømme, uden at afbryde og uden at rette. De har ikke vasketøj der skal hænges op, eller en notifikation fra Aula, der skal tjekkes. De har bare tid og tålmodighed.

BREAKING: Det er sundt at læse

Det er vigtigt, fordi når børn (og deres voksne for den sags skyld) læser højt, så træner de deres højtlæsningsfærdigheder, de får øvet sig i at læse, og når man læser jævnligt, øges lysten til at læse samtidig. Før man ved af det, ender man sågar i en god spiral.

Gør det nemt og hyggeligt

Derfor opfordrer vi til at I – de voksne - sørger for at dyrke læsehyggen derhjemme. Hjælp børnene i gang med at læse for hunden, undulaten, den vandrende pind eller yndlingsbamsen. Gør det nemt ved at skabe gode rammer omkring læsestunden. Bløde puder, lækkert lys og børnenes favoritsnacks.

Og så skal du selvfølgelig gå foran med det gode eksempel og læse selv. Både i dine egen bøger og højt for dine børn og sammen med dine børn.

Det kan også give barnet lyst til at give højtlæsningen videre til andre. Som Alvilda på 5 år forklarer det:

“I læser jo også for mig, og så synes jeg, det er lidt sødt og hyggeligt, at jeg også læser for tiger og, nogle gange giver det sådan en dejlig ro inden i”.

Behøver du flere argumenter? 😊 Du er velkommen til at dele familiens læsestunder med os på Instagram.

Tag os på @indsætditbiblioteksprofil og @dr_minisjang_ramasjang, så vi kan se jeres hyggelige læsestunder.

Hvis I er i tvivl om, hvad I skal læse, så er der anbefalinger lige herunder.

HundeBandens bedste boganbefalinger

Alle hundene i HundeBanden har selvfølgeli nogle yndlingsbøger, som de gerne vil anbefale. Baseret på hundenes personligheder.

Læs med Chloé

Hundemand - en loppetjans under havet Godnathistorier for rebelske piger Den fantastiske bog med Marvel-historier

Læs med Messi

Messi Børnenes rekordbog Hvor er toiletrullen?

Læs med Olli

T-rex og andre tyrannosaurer Kogebog for børn Min bedste bedsteven

Læs med Power

Opfør dig ordentligt - og vær en god ven Bogen om verden Molly finder et spor

Print selv ark

Hundebanden maleark (Et ark. Med HundeBanden. Som man kan male på)

Rul en hund (Forsigtigt, så den ikke slår sig 🐾)

Mød HundeBanden

Power

Hunden Power - en sort labrador med gult halstørklædePower - den ordentlige labrador
Power går meget op i orden, struktur og kontrol. Han er klog og vild med videnskab i alle former, og vil gerne dele sin viden med alle. Power prøver at have kontrol, men kan ikke altid modstå en pind, bold eller piv-dyr.

Power lufter ofte egne lidt skøre beregninger: “Mmmmmh. Ifølge mine beregninger er du blandt de 10 bedste børn i verden til at klø mig lige der”. 

Faste vendinger: 
“ Ifølge min store erfaring som hund…”, “Ikke pjatte Power. Fokus & kontrol”

Ollie

Ollie - en golden doodle med rødt tørklædeOllie - Den lalleglade golden doodle 
Ollie er den største Ja-hat og elsker mad. Han er udadvendt, og han vil gerne være BEDSTE ven med alle han møder. 

Han har så meget fart på, at han nogle gange falder over sine egne ben i fart og virker klodset, men når Ollie bliver nusset, falder han med ét heeeelt til ro og nyder det højlydt. 

Faste vendinger:  
“Oooh, kan det spises? Det tror jeg nok”, “Bvadr. Men som min mor altid siger – man ved aldrig, om noget er klamt, før man har smagt på det.”, ”Woop, woop, wooooh!”

Chloé

Chloé - and Jack Russel terrier med grønt tørklædeChloé: Den modige Jack Russel
Chloé er er en stærk, sej og modig hund med superskarp hørelse og lugtesans. Faktisk er hun helt sikker på, at hun er en Superhund, og at hendes hundesanser er hendes superkræfter. 

Hun vil altid redde dagen ved at snuse og høre sig frem til ver dens fjender og super-monstre, der gemmer sig. Hun vil altid gerne redde andre og være dagens helt. 

Faste vendinger:
“Er der nogen her, der skal reddes?”, “Super-Chloé er klar!”, ”Jeg skal nok redde dig!”

Messi

Messi - en gravhund med lyserødt tørklædeMessi - Den selvsikre gravhund
Messi vil altid gerne være den bedste til alt. Han elsker at vinde og er en rigtig dårlig taber. Faktisk vil han til enhver tid benægte et nederlag.

Messi elsker konkurrencer især, hvis der er bolde involveret. Derudover kan der næsten også gå sport i, HVOR mange forskellige steder han kan tisse. Alle steder skal da have et stykke med Messi. 

Faste vendinger: 
”Ja ja - det kan jeg”, “Sådan, et stks tår af Messis guld – selvtak”, ”Nemt nemt nemt nemt nemt” (hvorefter det sjældent er helt så nemt).

Fokus på HundeBanden - læs for dit kæledyr!

HundeBanden er en del af "Alle ord tæller"-projektet, hvor DR sammen med en række samarbejdspartnere de næste tre år (efterår 2023-2026) vil udvikle og afprøve produkter, metoder, indsatser og redskaber for at skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser og derigennem styrke læselysten og læsekulturen for danske børn (1-14 år).

Om Alle ord tæller

Alle ord tæller er DRs 3-årige læseindsats, der vil skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser ​ og derigennem styrke læselysten og læsekulturen for danske børn i alderen 1-14 år. Projektet er støttet af TrygFonden og produceret i samarbejde med Syddansk Universitet, TrygFondens Børneforskningscenter, Center for Undervisningsmidler, Enact:Lab og Centralbibliotekerne.

Alle ord tæller | DR