1: Byg en god proces
Byg en relevant proces for både jer og børnene
Når du inddrager børn er det væsentligt, at du bygger en proces, som er relevant for børnene og for den udfordring, du gerne vil løse.
Ideelt set, er der tre faser med tilhørende punkter, du skal følge, når du inddrager børn.
Før
- Find case og udvælg målgruppen
- Sikre den organisatoriske opbakning og rammer
- Overvej graden af inddragelse
- Undersøg GDPR
Under
- Vælg dine byggeklodser
- Udfør og inddrag målgruppen
- Fasthold dine indsigter
Efter
- Feedback og evaluering
Børneinddragelse foregår i loops
En børneinddragende proces er aldrig lineær. Du kommer til at bevæge dig mellem de forskellige faser og punkter, og du kan eksempelvis opleve, at du ved punkt 6 pludselig får en ny indsigt der gør, at du genbesøger punkt 1 og starter "forfra". Du kan også opleve, at du springer punkter over, fordi det giver bedst mening for din proces. De tre faser og tilhørende punkter er således en rettesnor, som ikke nødvendigvis skal følges slavisk. Det vigtigste er, at du er opmærksom på punkterne og tager stilling til, om du skal igennem dem alle.
Hvor mange loops?
En børneinddragende proces kan udføres med kort aftræk og ét loop: 'Spørg, lyt, levér'. Et eksempel herpå kan være, at du inddrager børn i at finde fede bøger til den næste udstilling.
Børneinddragende processer kan også udføres med langt aftræk og med mange loops. Når du spørger børnene, får du en masse svar, som indimellem kan synes overvældende, og som det kan være rigtig svært at finde ud af, hvad du skal bruge til. Det kræver tit et fortolkningsarbejd, og der er mange børnesvar, du ikke kan anvende 1:1, men som leder over i en masse nye spørgsmål, som du ønsker svar på. Her er det givtigt at køre flere loops:
Loop 1:
- Nedfæld spørgsmål, du er nysgerrig på
- Indhent børnenes svar
- Fortolk svarene
- Ager ud fra indsigter
- Nedfæld nye spørgsmål
Loop 2:
- Indhent børns svar på nye spørgsmål
- Fortolk svarene
- Ager ud fra nye indsigter
- Nedfælde nye spørgsmål
- osv.
Hvor mange loops og hvor kort eller lang du skal planlægge din proces, afhænger fuldstændigt af din case, rammer, tidshorisont og grad af inddragelse.
Gør noget og bliv klogere
Lad ikke oplevelsen af, at du ikke “har gennemført efter planen” fylde, men tag det som en vigtig læring. At turde ændre kurs undervejs sikrer dig, at du ikke udvikler et nyt koncept i blinde, som ikke rammer plet hos målgruppen. I sidste ende er det bedre at inddrage børnene igen, end at udvikle et koncept som ingen alligevel deltager i, ligesom du ikke laver reel børneinddragelse, hvis du ikke tager børnenes stemmer alvorligt.
I jeres organisation har I måske en tendens til at bruge rigtig lang tid bag skrivebordet på forberedelse. Fortab dig ikke i teknikaliteter eller diskussioner om for/imod forskellige tilgange, men prioriterer at få snakket med målgruppen så hurtigt som muligt. Med andre ord, prioritér at være i dialog med børnene. Husk samtidig at reflektere undervejs på både processen og dine indsigter – så bliver du endnu bedre næste gang.