Menu

3: Børnesyn: Hvordan ser og forstår vi børn?

Hvad er børnesyn, og hvorfor er det vigtigt?

Børnesyn handler om det syn, vi hver især har på børn og barndom. Hvilke perspektiver forstår vi børn ud fra, og betragter vi børn som kompetente individer med egne meninger og rettigheder? 

Mange kommuner, organisationer og foreninger har formuleret deres eget børnesyn, som de arbejder ud fra. Her tager vi udgangspunkt i Børnerådets børnesyn, men måske kan det også være interessant for jer, at formulere jeres eget børnesyn for netop jeres bibliotek? 

Børnerådets børnesyn

  • Børn er medborgere med selvstændige rettigheder på lige fod med voksne.
    Alle børn skal kende deres rettigheder, og voksne skal sørge for, at børn kan gøre deres rettigheder gældende.
  • Børn er kompetente samfundsaktører og eksperter i eget liv.
    Alle børn er i stand til at udtrykke egne perspektiver. De har ret til at blive hørt og inddraget i alle forhold, der vedrører dem.
  • Børn er afhængige af, at voksne beskytter dem og sikrer deres bedste.
    Alle børn har brug for omsorg og beskyttelse for at kunne udvikles og trives. Det er voksnes ansvar at sikre barnets bedste i både lovgivning og praksis.

'Nyt' og 'gammelt' børnesyn

Historisk set er der sket en stor udvikling i den måde, vi opfatter og behandler børn på. Vi kan tale om det 'gamle' og det 'nye' børnesyn, som gennem tiden har defineret og skubbet til vores tilgang til opdragelse og børneinddragelse.

Det 'gamle' børnesyn ser børn som skrøbelige og meget forskellige fra voksne. Børn og voksne opfattes ikke som ligeværdige, og børns meninger tages ikke alvorligt, da de endnu ikke er voksne og kompetente.

Det 'nye' børnesyn bygger på en forståelse af børn som ligeværdige og kompetente. Børn er eksperter i deres eget liv, og deres perspektiver skal tillægges stor værdi. FN's Børnekonvention slår fast, at børn har ret til at blive inddraget og hørt i forhold, der vedrører dem. 

7 principper for god børneinddragelse

Børnerådet har udviklet 7 principper for god børneinddragelse. Alle principperne er uddybet med konkrete anbefalinger i udgivelsen Børnerådets principper for god børneinddragelse.

  1. Børn skal inddrages og anerkendes som eksperter i eget liv  
  2. Børn skal have reel mulighed for indflydelse  
  3. Børn skal informeres om processen og deres rettigheder
  4. Børn skal have lige muligheder for at blive hørt
  5. Børn skal støttes og beskyttes af voksne  
  6. Børn skal inddrages i øjenhøjde  
  7. Børn skal være en del af opfølgning og evaluering

Etik og børnesyn

Etik og børnesyn hænger uløseligt sammen. Når vi betragter børn som eksperter i eget liv, skal det også afspejle sig i den måde, vi tilgår børnene på. Det er vigtigt, at vi overvejer de etiske perspektiver i den gode proces for børnene, så alle processens faser er ordentlige over for børnene:

  • Vær ærlige omkring processen og hvordan børnenes input bliver brugt.
  • Overvej, hvordan I udvælger og rekrutterer børn
  • Brug forskellige metoder, så alle børn har mulighed for at deltage
  • Sørg for at give efterfølgende feedback til børnene
  • Overvej om der er behov for at voksne afgiver samtykke til barnets deltagelse

Øvelse

Hvad er vores børnesyn? (PDF-dokument)