Læs og fortæl derhjemme
Her finder du tips til at få fortælling og gode læseoplevelser ind i hverdagen, så samtalen og sproget bliver en del af den fælles oplevelse.
Det er vigtigt at tale med sit barn hver dag og bruge sproget, så barnet kan gøre sig forståelig og forstå sine omgivelser. At læse sammen er en af de bedste måder at stimulere sproget og skabe et stort ordforråd.
Når man sidder tæt sammen og læser, er alle sanser i spil. Man mærker, lugter, ser og hører hinanden. Man har en særlig kontakt, mens man bladrer i bogen, peger, taler og ser på billeder. Det skaber et hyggeligt pusterum i en travl hverdag. Samtidig får bøgerne jer til at bruge ord, som I måske ikke bruger i hverdagen.
Kombineret med samtaler om oplevelser I har haft sammen, er højtlæsning derfor en af de bedste måder at styrke barnets sprogudvikling - og det gælder både små og større børn. Et stort ordforråd og en god læseforståelse giver samtidig et godt afsæt for barnets mulighed for senere at blive en god læser.
I kan bruge både fysiske bøger og digitale/e-bøger. Fysiske bøger har den fordel, at man kan røre ved dem og ikke forstyrres af andre tilbud. E-bøger kan I til gengæld hente næsten hvor som helst og når som helst, og nogle af dem kan man lytte til. Der er også digital litteratur, hvor du selv er med til at påvirke historien.
Husk, at du altid er velkommen til at spørge din bibliotekar til råds.
Inspiration til bøger
Mange biblioteker har emnelister med inspiration til bøger, film eller musik på deres hjemmeside. Mange af emnelisterne er for børn - også de allermindste. Her får du ideer til, hvad du kan tage med hjem til timevis af hygge derhjemme.
Litteratursiden
Litteratursiden.dk er bibliotekernes website om litteratur. Voksne er en stor inspirationskilde til børns læsning. Derfor formidler Litteratursiden.dk børnebøger til forældre og andre voksne, der savner inspiration til, hvad deres børn kan læse og til højtlæsning. Se Litteratursidens boglister her.
Litteratur kan også være digitale og interaktive. Få inspiration til at finde digitale læseoplevelser her.
eReolen
E-bøger kan du finde på eReolen.dk, hvor der også er e-bøger og lydbøger til de helt små. Du finder fx pegebøger om farver, dyr og tal. Der er også både sjove og måske lidt uhyggelige bøger og bøger helt uden tekst, hvor du og barnet selv kan fortælle historien på jeres egen måde.
Find dem på eReolen under 'Børn og unge' og vælg den aldersgruppe, der passer til dit barn. Du finder også forslag til ebøger her på sprogsporet.dk. Bøgerne kan læses online eller downloades og læses offline via eReolens app til tablet og smartphone.
Det smarte ved elektroniske bøger og lydbøger er, at I ofte har dem lige ved hånden.
5 tips til at læse og lytte digitalt med dit barn
eReolen Global
eReolen Global er din adgang til E-bøger og lydbøger på primært engelsk men også andre sprog fra de danske biblioteker. Der er titler for både børn og voksne. Hvis du bruger app’en kan du downloade titlerne og have dem med på farten. Adressen på websitet er ereolenglobal.dk og app’en findes til iOS, Android og Windows. App’en hedder Libby.
I kan ikke starte for tidligt
Selv det helt lille barn kan have glæde af bøger og læsning. Selvom babyer endnu ikke har et sprog, så har barnet alligevel glæde af, at I sidder sammen med en bog, og du peger på billeder og sætter ord, fagter og lyde på.
På biblioteket kan du låne bøger, som er lavet særligt til 0-årige. En nyfødt kan kun skelne mellem kontraster som sort, hvid, gul og rød. Det er derfor spændende for en baby at kigge på bøger med enkle mønstre. Efter få måneder er farvesynet udviklet, og barnet vil have stor glæde af enkle, farverige motiver. Man kan også få særlige føl-og-rør-bøger, som stimulerer flere sanser.
Biblioteket kan altid hjælpe med at finde bøger til jer.
Gode råd til den daglige læsning med dit barn
Fem ting, du kan gøre for at hjælpe sproget og læsningen på vej
Børn 0-3 år
- Tal med dit barn fra det er nyfødt. Selvom du ikke får svar, så lagres ord til senere brug.
- Læs én gang til. Børn elsker at høre den samme bog igen og igen. Gentagelser skaber tryghed og integrerer nye ord i ordforrådet.
- Tal om det, I læser. Kig på hvad, der optager dit barn. Peg og sæt ord på.
- Læs på barnets præmisser. Forvent ikke at dit barn sidder stille. Rør, leg, bevæg jer og brug genstande, mens I læser. Når sanserne aktiveres, hjælper det på koncentrationen.
- Lad bøgerne være tilgængelige. Placér dem et sted, hvor dit barn selv kan nå dem.
Børn 3-6 år
- Læs tit. Læs bare lidt, men tit. Kom ned i gear og vær sammen. Tag gerne udgangspunkt i det, der optager dit barn lige nu.
- Læs overalt. Højtlæsning behøver ikke begrænses til en hyggestund i sofaen. Gå på jagt efter bogstaver, ord og symboler i hverdagens mange rutiner.
- Læs på barnets præmisser. Forvent ikke at dit barn sidder stille. Rør, leg, bevæg jer og brug genstande, mens I læser. Når sanserne aktiveres, hjælper det på koncentrationen
- Lad bøgerne stå et sted, hvor barnet selv kan nå dem. Bøger er brugsgenstande, der skal kunne vælges til på lige fod med legetøj.
- Husk selv at læse. Du er den bedste rollemodel, dit barn har.
Oversigter om børns sprog og læsning
Sprog&Leg har samlet et udvalg af printvenlig information og læsetips til Sprogsporets brugere på deres hjemmeside. Blandt andet har de udarbejdet denne oversigt over milepæle for tidlig læseudvikling:
Dialogisk læsning
Når du læser højt for dit barn, er der ikke noget rigtigt eller forkert. Men hvis målet er at stimulere barnets eget sprog, er det vigtigt, at der også skabes plads til, at barnet selv taler undervejs. Altså at I kommer i dialog om bogen - også allerede inden I begynder at læse den. Hvad er der på forsiden? Hvad handler den mon om? Ved dialogisk læsning følger man barnets nysgerrighed. Man stiller spørgsmål, der opmuntrer til at tale om det der sker i bogen.
Du kan bruge dialogisk læsning med alle bøger. En god måde er at læse bogen første gang uden de helt store afbrydelser. På den måde får dit barn fornemmelse for helheden. Forklar nye ord i stedet for at springe dem over.
Ved den næste læsning kan du udvide læsningen med spørgsmål. Ikke kontrolspørgsmål, men åbne spørgsmål som kan starte en dialog: Hvorfor tror du, han gør sådan? Så kan man tale sammen med udgangspunkt i det barnet ved. Og hvis barnet skal gøre de læste ord til en aktiv del af sit eget ordforråd, så hjælper I det lille barn ved at gøre sproget konkret med effekter og leg. Barnet kan efterhånden også selv "læse" bogen ved at genfortælle ud fra billederne.
Der er mange steder på internettet, hvor I kan få inspiration til at få mere ud af læsningen ved at bruge enkle teknikker til ”dialogisk læsning”. Vi har samlet en række af dem her:
Guide og film om dialogisk læsning
Sprogpakken er udarbejdet af Socialstyrelsen i forbindelse med et efteruddannelsesforløb i 2011-2012. De mange gode film og skriftlige materialer ligger nu på Emu.dk. Her kan både forældre og professionelle finde inspiration til fx sproglege, dialogisk læsning og hverdagssamtaler med børn.
Find tekst og film om dialogisk læsning her
Gode råd – lige til at printe og hænge op
Sprogpakkens plakat om dialogisk læsning (PDF til print)
Sprogsporets plakat om dialogisk læsning (PDF til print)
Bogfoldere med konkrete eksempler
Nationalt Videncenter for Læsning og Fredensborg Kommune deler deres materiale om udvidet dialogisk læsning fra projektet Sproggaven. Både deres håndbog og bogfoldere til forældre og professionelle med udgangspunkt i hele 13 forskellige bøger for børn i alderen 1-6 år kan hentes gratis.
Hent materialet til udvidet dialogisk læsning her
Taastrup Bibliotek har udarbejdet en række foldere, som kan hjælpe jer i gang med dialogisk læsning derhjemme. Folderne er inddelt efter alder, så det er let at finde noget netop for jer.
Hent folderne til de forskellige aldersgrupper her
Forlaget Carlsen giver fri adgang til flere guides til dialogisk læsning af bøger. Forfatter og foredragsholder Lotte Salling har blandt andet udarbejdet en guide til dialogisk læsning af bogen ’En ulv, en and og en mus’. Hent guiden her
Lån bogen på biblioteket:
På lottesalling.dk kan du gratis downloade flere af hendes egne bøger. Det er både bøger skrevet til børn, og bøger skrevet til forældre og fagpersoner om, hvordan man stimulerer barnets sprog.