Idéer til bogklubaktiviteter
Det er skønt at mødes i bogklubben og tale om de bøger, børnene har læst siden sidst. Men indimellem kan man også have brug for nye input og idéer til stunderne i bogklubben. Heldigvis er bibliotekerne landet over sprængfyldte med gode idéer. Nogle af dem får du her!
Varighed:
1 time
Vi kan sagtens have tanker om fællesskab omkring bøger og at være fælles om læsning, men det kommer i den grad an på deltagerne i klubben. I de år jeg har haft bogklub, har den kunnet noget forskelligt hver gang, der kom nye til eller nogle forlod bogklubben. Min erfaring er, at samspillet mellem børnene faktisk betyder alt for, hvad bogklubben kan opnå, og hvad jeg kan udfordre børnene med.
- Gritt Bang Elmeskov, Aalborg Bibliotekerne
Idéer
Anmeld en bog
Vi ved, at børn ofte vælger bøger ud fra, hvad deres venner læser, så hvorfor ikke lade bogklubbens anbefalinger komme alle børn på biblioteket til gode? Du kan tænke i både fysiske og digitale anmeldelsesformater. Husk at det kræver samtykke fra forældrene, hvis I vil dele billeder/ videoer af børnene.
- Til biblioteksrummet
I kan skrive anbefalinger på bogmærker, der sættes i de anbefalede bøger. Lave en plakat med bogklubbens top 10 bøger eller noget helt tredje. Tænk i korte overskuelige formater med blikfang, da de egner sig bedre til biblioteksrummet end lange, teksttunge anmeldelser. - Til bibliotekets hjemmeside
På bibliotekets hjemmeside kan I gøre plads til de lidt længere anmeldelser og eksperimenterende formater. I kan også koble anmeldelserne sammen med materialerne, så bogklubbens anmeldelse af fx Amari og nattens brødre vises, når en bruger søger titlen frem i bibliotekets søgebase.
Herning Bibliotekerne har givet boganmelderklubben - Junioranmelderne - deres egen side på hjemmesiden. Her kan du se eksempler på bogstemningsbilleder, skriftlige boganmeldelser, videoanmeldelser og stopmotion-boganmeldelser. Se siden her: Junioranmelderne - Herning Bibliotekerne
- På video
På både YouTube, Instagram og TikTok finder du et hav af boganmeldelser. Her er mange kreative bud på videoanmeldelser, som kan være værd at tjekke ud, inden I selv går i gang. Ellers er det bare at gribe kameraet eller mobiltelefonen og gå i gang! Videoanmeldelserne kan fx vises på bibliotekets sider på de sociale medier eller på skærme i biblioteksrummet.
Brug biblioteksrummet
Måske er der en temaudstilling med aktiviteter, som skal afprøves? Måske kan bogklubben inddrages i en aktivitet i biblioteksrummet eller stå for at lave en udstilling? Du kunne også overveje at give bogklubben en opgave til et fedt, tilbagevendende børnearrangement på dit bibliotek.
Fortæl om biblioteket
Bed bogklubbens medlemmer om hver især at skrive et brev, hvor de fortæller en biblioteksgæst eller en af deres venner om biblioteket. Hvad kan man bruge biblioteket til? Hvad er deres yndlingsområde? Hvad har de oplevet på biblioteket? Efterfølgende kan I sende brevene med posten eller udstille dem i biblioteksrummet. Tænk hvis brevene kan inspirere flere til at bruge biblioteket!
Gyseroplæsning
Bliver man nogensinde for gammel til højtlæsning? Nej vel! Arrangér fx en gyseroplæsning i bibliotekets mørkeste rum og få en skræmmende, fælles læseoplevelse med skærpede sanser!
Årets Readathon - 24 timers læsemaraton
Invitér bogklubben til et Readathon på biblioteket. Et Readathon er et 24 timers læsemaraton, hvor man - ja, du gættede rigtigt - læser i 24 timer i træk! Et Readathon på biblioteket kan krydres med booktalks, læseudfordringer, quizzer, højtlæsning mm.