Få succes med Sommerbogen – tips og tricks til biblioteket
Ca. 8000 børn fordelt på 79 kommuner deltog i 2021 i Sommerbogen. I sommeren 2022 deltog 12.000 børn og i 2023 steg deltagerantallet til 13.000! Sommerbogen har gennem mange år været en fast, tilbagevendende del af sommeren på næsten alle landets biblioteker. Lokalt har de enkelte biblioteker tilpasset kampagnen og fundet lige præcis de formidlingsgreb, der gør, at Sommerbogen bliver en succes hos dem. De bedste tips og tricks er samlet her, så læn dig tilbage og lad dig inspirere af Sommerbogsfest, statistikbaseret boggaveindkøb og de sjoveste SoMe-opslag!
Aldersgruppe:
0-3. klasse, 4-6. klasse, 7-9. klasse
Varighed:
Flere måneder
Hvilke børn deltager i Sommerbogen?
Gør som Københavns Biblioteker (og mange andre) og bliv klogere på, hvilke børn, der deltager i Sommerbogen hos jer. På udfordringsarket angiver børnene både alder og køn. På baggrund heraf fandt Københavns Biblioteker ud af, at størstedelen af deres deltagere var i aldersgruppen 7 – 8 år, samt at der i denne gruppe var en nogenlunde jævn fordeling mellem piger og drenge. Når børnene bliver 9 – 10 år falder drengene fra. Ud af samlet set 1400 deltagere var 850 piger og 550 drenge.
På baggrund af statistikken kan København i år målrette deres indkøb af boggaver. Statistikken kan også give anledning til at overveje, om der er målgrupper, der skal gøres en særlig indsats overfor fremadrettet.
Idéer til SoMe og digital formidling
På Silkeborg Bibliotekerne rykker Sommerbogens udfordringer ind på Facebook og Instagram. Hver uge deler de – med en humoristisk vinkel - en af udfordringerne fra Sommerbogen.
Københavns Biblioteker har også haft succes på Facebook og IG med rigtige billeder af rigtige mennesker. De (og Silkeborg) bruger gerne børnebibliotekarerne på billeder. Gentofte Bibliotekerne vil gøre det samme i år, men vil bruge børn på billeder – et barn som læser for et dyr, læser og spiser is osv.
Skolesamarbejdet
Mange biblioteker har succes med at intensivere deres udbud af booktalks til mellemtrinnet op mod sommerferien. I Ishøj får klasserne i de sidste 2 – 3 uger op til sommerferien tilbudt booktalks á en times varighed på biblioteket, børnene bliver oprettet som lånere og opfordres til at låne bøger med hjem til sommerferien.
Flere har positiv erfaring med at kommunikere Sommerbogen ud til alle kommunens skoler via Aula – også uden at biblioteket bliver væltet af flere hundrede børn.
Helsingør Kommunes Biblioteker tilbyder PLC’erne en formidlingspakke til udstilling i mindre skala. De modtager blandt andet sommerbogsplakat og udfordringsark.
Præmier
Udover boggaverne har flere biblioteker oplevet stor succes med at tilbyde ekstra gaver i form af fx t-shirts med børnebogsillustrationer, bøllehatte med badges, muleposer med fede tryk eller medaljer. På baggrund af de gode erfaringer med ekstra præmier/merch kan bibliotekerne i år bestille muleposer med Sommerbogsgrafik direkte fra trykkeriet. Nogle biblioteker udleverer også goodiebags med slik, blokke, boglister mm. op til kampagnens start. Poserne kan uddeles på biblioteket eller på skolerne.
På Horsens Bibliotek har de udskiftet "Hent en boggave" til "Hent en is". Når børnene afleverer deres færdige udfordringsark, får de en is som præmie. Men eftersom is smelter temmelig hurtigt, hvis de ikke er på frost, har biblioteket fået en minifryser ved deres infopunkt, som de løbende fylder med is.
Hvis man nu ikke har plads til en minifryser ved bibliotekets infopunkt, kan man i stedet gøre ligesom i Aalborg, der indkøber fryse-is, som de udleverer til børnene, når de henter et udfordringsark. Så kan børnene selv fryse isene ned, når de kommer hjem.
Isen kan dermed også bruges til at løse en af udfordringerne, hvor man jo skal spise en is, mens man læser.
Lokale hovedpræmier
I Hjørring og Frederikshavn tilbyder bibliotekerne lokale hovedpræmier. Det kan være billetter til en tur i sommerland eller en biograftur for vinderens klasse.
Opstartsarrangementer og Sommerbogsfester
Hold et opstartsevent, hvor I løser den første udfordring sammen, fx ”læs mens du spiser is” eller afhold en familie-booktalk for børn og forældre lige inden sommerferien.
Det er også oplagt at arrangere en sommerbogsfest. Enten midt i ferien som Helsingør Kommunes Biblioteker, der holder sommerbogsfest for familier en søndag i juni med bandeordsbingo og tegneworkshop. Eller som i Vejen, hvor de holder afterparty for børnene en lørdag i september med pizza, kreaworkshop og måske nogle eksotiske dyr.
Hvem læser mest i løbet af sommeren? I Vanløse dyster børn og bibliotekarer mod hinanden i vandballonlæsning. Vinderholdet må efter ferien kaste vandballoner på taberne (bibliotekarerne) til stor fornøjelse for børnene! På Mariagerfjord Bibliotekerne står den på ”Tæv din bibliotekar”, hvor børnene skal forsøge at ”tæve” bibliotekarerne i antal læste sider gennem ferien.
'Find din sommerbog' på Frederiksberg
Biblioteket Frederiksberg inviterer skoleelever i 4.-6. klasse ind på biblioteket til skoleeventet ”Find din sommerbog”, hvor formålet er at gøre det nemt for børnene, at vælge bøger til sommerferielæsningen, gennem en fokuseret litteraturformidling.
Eventet afholdes i de 3 uger op til sommerferie, og biblioteket har fire klasser inde ad gangen af 1½ times varighed.
Eventet går ud på, at eleverne skal rundt til fire stationer, hvor der er udstillet bøger inden for forskellige temaer. Et tema kan f.eks. være ”Fantastiske fortællinger”. Ved hver station er der ligeledes udstillet 20-25 titler med 10-20 eksemplarer af hver titel, så der ca. er 250-300 bøger i alt.
Som formidlingsgreb akkompagneres de udstillede bøger af små skilte, med bøgernes titler, samt korte præsentationer, der indkapsler bøgernes stemning. På denne måde er det en selvformidlende udstilling.
Når eleverne er færdige ved en station, skal de udvælge 1-2 bøger, som de synes ser mest spændende ud, inden de går videre til næste station. Dette gør de på et afkrydsningsark, som de får uddelt ved ankomst til eventet.
Børnene har udvist stor begejstring for eventet!
Det skal I bruge
Temaskilte til stationer (PDF-dokument)
Bogskilte med små præsentationer (PDF-dokument)
Afkrydsningsark (PDF-dokument)
'Sommerbogen kick off' i Holbæk
Holbæk bibliotekerne skyder sommerbogen i gang med et 'Sommerbogen kick off'-event, hvor skolebørn bliver inviteret ind til at gå på opdagelse ved genre-bestemte boder på biblioteket.
Eventet finder sted et par uger før sommerferie og biblioteket har to klasser inde ad gangen af 1½ times varighed.
Til eventet benytter bibliotekarerne sig særligt af booktalks og dramaturgi som formidlingsgreb.
Børnene bliver ført på en rejse gennem boderne af en stewardesse-udklædt bibliotekar, hvor der ved hver bod er udstillet bøger indenfor en specifik genre. Genrerne er skiltede ved boderne.
Når børnene ankommer til en bod, står der bibliotekarer klar med en booktalk om udvalgte bøger fra boden af ca. 7 minutters varighed. Biblioteket anvender musik til at markere, når tiden er gået, hvilket bidrager til den gode stemning.
Bibliotekarerne ved boderne iklæder sig kostumer, der taler ind i den genre, de formidler. Hvis det f.eks. er en bod med fantasybøger, kan de finde på klæde sig ud som troldmænd eller enhjørninger, og måske opføre et lille skuespil for at sætte stemningen. Således fungerer bibliotekarerne også som fantasyguides.
Under rundturen noterer børnene, hvilke fem bøger, de gerne vil læse. Når børnene har været rundt ved alle boder, er der tid til, at bibliotekarerne kan gå i dialog med børnene og hjælpe dem med at finde de bøger, der passer til dem.
Det skal I bruge
Genre skilte til boder (ZIP-fil)
5 bøger postkort (PDF-dokument)
Hjælp til dine kollegaer - tips fra Silkeborg
På Silkeborg Bibliotekerne laver de hvert år en plakat med en kort præsentation af alle de bøger, børnene kan vælge som boggave. På plakaten kan man læse et resume af bogen, og se hvilken målgruppe den henvender sig til. Det er især til stor hjælp når kollegaer, der er stærkest i voksenlitteratur, skal hjælpe børnene med at vælge den helt rigtige bogpræmie.
I Helsingør laver de en folder med de bedste sommerferiebøger lige til at tage med hjem og lade sig inspirere af. Derudover har de store stakke af bøger fra folderen og en masse Sommerbogsgrafik stående lige indenfor døren i børnebiblioteket, så brugerne ikke kan undgå at falde over det.
Silkeborg Bibliotekerne lader sommerfuglen være det genkendelige element i Sommerbogskampagnen år efter år. De kommer med boganbefalinger til målgruppen på deres skærme, så Sommerbogen bliver synlig i biblioteksrummet.
Tips fra Sommerbogen i Århus
Årets tiltag
En formiddag i foråret 2022 inviterede vi børnebibliotekarer/formidlere til en temaformiddag om Sommerbogen. Her blev vi alle enige om, at vi i år ville gøre en ekstra stor indsats for Sommerbogen. Som eksempler på indsatsen kan nævnes:
På Dokk1 lavede de tomandshold, som i uge 26 og 27 fik skrevet i kalenderen, at de skulle ud og promovere Sommerbogen. De delte derudover udfordringsark ud til en lang række skoleklasser fra hele byen.
I Viby købte de orange solbriller og gik i øvrigt ind i en bydelsbattle med Åby bibliotek om hvem der fik flest deltagere. De havde lavet en udstilling, hvor man kunne følge med i antal deltagere.
I Risskov inviterede de 4. årgang på områdets skoler og holdt 30 min. Sommerbogen-introduktion for omkring otte 4. klasser.
I Åby fik ingen børn lov at forlade biblioteket uden et tilbud om et udfordringsark. Og børnene fik is som præmie. Her kunne alle også følge med i antal deltagere, da hvert deltagende barn fik lov at sætte en ispind på en stor plakat.
Vi udloddede ligesom sidste år en iPad, udover den nationale præmie om at tømme en boghandel.
Hvert bibliotek fik 300 kr. som de frit kunne bruge på at købe præmier. Nogle biblioteker valgte is, andre slikposer, solbriller og biografbilletter.
Højbjerg havde stor succes med et parallelt tiltag for voksne. Så kunne familien dyste sammen.
PR
Mange af bibliotekets kanaler var i brug. Skærme på bibliotekerne, skolekatalog, plakater og udstillinger.
Online kørte der markedsføring på både Instagram, hovedside på Facebook og på de lokale facebookgrupper. Det var på de lokale facebookgrupper vi kørte bydelsbattlen Åby VS Viby. Vi tror de lokale facebookgrupper har været en rigtigt god måde at udbrede kendskabet til konkurrencen.
I år fik vi plads på byens abribusser i uge 28.
Internt blev der kommunikeret ud via intra og intern Facebook-gruppe. Vi havde ligeledes et punkt på morgenkaffemødet via Teams lige inden Sommerbogskonkurrencen blev skudt i gang, hvor vi fortalte om Sommerbogen.
På flere af bibliotekerne kunne børnene følge med i hvor mange andre børn, der havde deltaget. Det var en stor succes.