Læsedysten
Læsedysten består af en række udfordringer, der alle sparker til læselysten på hver deres måde. Med et print af Læsedysten, en blyant ved hånden og et lille udvalg af bøger, kan læsning på en enkel, legende og sjov måde let integreres i hverdagen.
Læsedysten har forskellige versioner, der er tilpasset bibliotekernes formidling til familier med børn i indskolingen eller til brug i skolen.
Børnene gider godt læse, når de kan gøre det på forskellige måder og bliver udfordret på, at man ikke bare skal sidde i en stol og læse.
- Bibliotekar, Middelfart Bibliotek
Aldersgruppe:
0-3. klasse, 4-6. klasse
Varighed:
Flere uger
Kom i gang
Ønsker du som biblioteksformidler at gå i gang med Læsedysten, skal du blot printe materialer til Læsedysten ud. Du kan vælge at bruge materialerne som de er eller selv tilføje bibliotekets eget logo og rettelser.
Der er lavet 3 versioner af Læsedysten, som du kan afvikle over henholdsvis en måned eller en uge. Du kan vælge at bruge den tomme skabelon, så børnene og familierne selv kan lave deres egne udfordringer.
Hver udfordring udløser et vist antal point. Familierne skal enten løse alle udfordringerne eller samle et bestemt antal point, for at Læsedysten er løst. Læsedysten er udformet sådan, at forældrene sammen med deres barn selv kan regne pointene ud på det medfølgende regneark.
Familierne bestemmer selv, hvor mange udfordringer de vil gå i gang med, og hvor lang tid de vil bruge på Læsedysten. Er der mindre søskende i familien, der endnu ikke har lært at læse, kan de sagtens være med. De kan lege, at de læser eller få læst højt, det er med til at skabe interesse for ord, historier og læsning.
Du kan også vælge at lave bibliotekets egne udfordringer fx i forbindelse med et bestemt tema eller et arrangement.
Brug Læsedysten som et indslag, hvis I fx afholder Læsemaraton, fejrer FNs læsedag eller har andre aktiviteter og arrangementer, der har med læselyst og læsning at gøre. Afhold fx "Den lille Læsedyst" i en vinterferie eller en efterårsferie eller udvælg en af årets måneder og sæt den af til "Den store læsedyst".
Læsedysten kan afvikles både uden og med præmier fx bogpræmier, et forfatterbesøg eller en biograftur for hele familien.
Arbejder du i skolen? Se hvilke læsedyster, der egner sig bedst i en skolekontekst, under Hvad skal skolen?
For forælder
Læsedysten for forælderEr du forælder, så hent Læsedysten lige her.
Hvad skal skolen?
Ønsker du som lærer at gå i gang med Læsedysten, skal du ikke gøre andet end at printe Læsedysten ud og gå i gang.
I Læsedysten skal dine elever sammen eller hver for sig løse en række udfordringer, der på en sjov og legende måde sætter fokus på læsning og er med til at skabe læselyst blandt dine elever.
Hver udfordring udløser et vist antal point. Dine elever skal klare alle udfordringer eller samle et bestemt antal point for at Læsedysten er løst. Læsedysten er udformet sådan at eleverne selv eller i samarbejde med dig kan regne pointene ud på det medfølgende regneark.
Der er lavet 4 versioner af Læsedysten, som du kan afvikle over henholdsvis en måned, en uge eller en dag. Du kan også vælge at lade dine elever lave deres egne udfordringer eller lave udfordringer til hinanden.
Du kan bruge Læsedysten som et led i danskundervisningen, som en del af et læsebånd eller en temadag, hvor du og dine elever selv laver læseudfordringer, der passer til temaet, som I arbejder med i klassen. Som lærer kan du også hente Læsedysten, der er udviklet til familierne og give dine elever Læsedysten med hjem i sommerferien eller i en efterårsferie for at holde læsningen ved lige.
Uddel evt. små præmier, når alle har været igennem dysten.
Materialer og grafik
Materialer til biblioteker:
Den lille læsedyst - for familier (Word)
Den store læsedyst - for familier (Word)
Mini læsedysten - for biblioteker (PDF til print)
Vores egen læsedyst_med tekstfelter - for biblioteker (Publisher)
Vores egen læsedyst_uden tekstfelter - for biblioteker (PDF til print)
Plakat (PDF til print)
Materialer til skoler:
Den store læsedyst - for skoler (PDF til print) Opdateret marts 2021
Den lille læsedyst - for skoler (PDF til print) Opdateret juni 2023
Mini læsedysten - for skoler (PDF til print) Opdateret juni 2023
Vores egen Læsedyst_med tekstfelter - for skoler.pub (Publisher)
Vores egen læsedyst_uden tekstfelter - for skoler - ny version er på vej
Hvem kan du kontakte?
Kontaktpersonen på konceptet Læsedysten er Marlene Lønholdt fra Vejle Bibliotekerne, som kan kontaktes på mail: mlonh@vejlebib.dk eller telefonnr. 2343 3213.
Baggrund for konceptet
Tanken bag Læsedysten er at sætte sætte fut i børnenes læselyst på en sjov og legende måde. Det betyder ikke noget, hvad og hvor meget, børnene læser, men mere hvor og hvordan de læser.
Samtidig lægger Læsedysten op til, at man er sammen om at løse de forskellige opgaver, så læsningen kan opleves som noget man er fælles om, hvad enten det foregår i hjemmet eller i skolen.
Læsedysten er let at gå til at gå til. Udover læseudfordringer er der også udfordringer, der får børnene til at tælle og skrive og udfordringer, der skaber fordybelse og ro.