Hvad og hvorfor

“Vi skal handle for klimaet nu, vi skal gøre det sammen”

- deltager, pilotprojekt, Albertslund 2023

De litterære folkehøringer er en metode til at skabe rum for demokratiske samtaler omkring vor tids komplekse og svære spørgsmål gennem litteratur- og vidensformidling - og som stimulerer håb og handlekraft i lokale fællesskaber og træner deltagernes demokratiske muskler.

Metoden tager form af eksperimenterende litteraturarrangementer, hvor formidling af litteratur og viden informerer den demokratiske samtale og lokale fællesskaber ved at inddrage forfattere, kunstnere og videnskabelige eksperter indenfor et givent emne og bruger viden og litteratur til at åbne verden, give os nye perspektiver og gøre svære emner eksistentielt vedkommende.

De litterære folkehøringer bygger på tre grundprincipper: det deliberative demokrati, hvor man får mulighed for at blive klogere på et emne, inden man danner sig en holdning, litteraturens evne til at forbinde os med verden og give os nye perspektiver samt et spørgsmål om bæredygtighed: hvordan skaber vi et bæredygtigt samfund på alle parametre?

Mange tematikker kan derfor behandles med metoden; klima, miljø og natur er oplagt, men man kunne også give børnene, psykiatrien eller arbejderne en stemme.

Med metoden kan bibliotekerne ikke blot formidle viden og litteratur om samtidens mest alvorlige økologiske, politiske og eksistentielle problemer, men også forene det med demokratisk deltagelse og understøtte mobiliseringen af folkelige bevægelser, der skaber ny samfundsmæssig bevidsthed, handling og fællesskab.

Det deliberative demokrati

Det deliberative demokrati er grundlaget for folkehøringen, hvor man stiller spørgsmålet: Hvad mener folk, når de har haft mulighed for at opsøge viden og tænke sig om?

Søren Christensen, post doc ved Roskilde Universitet, beskriver folkehøringsformen i sin artikel “Litterære folkehøringer - en ny bølge i dybet af demokratiske og økologiske kriser?” i udgivelsen Giv naturen en stemme - de litterære folkehøringer:

“Baggrunden for folkehøringer er på den ene side særligt den rolle som ureflekterede meninger - eller meningsløse meninger - spiller i det etablerede demokratiske system, og på den anden side det liberale demokratis (ofte gennemsyrede) kynisme. Siden Fishkin første gang udfoldede grundideen i 1988, er der iværksat hundredvis af folkehøringer i over femogtyve forskellige lande, heraf flere i Danmark. Ideen er umiddelbar og meget enkel: at samle et repræsentativt udsnit af borgere og lade dem diskutere nogle på forhånd nærmere afgrænsede emner eller opstillede politiske kandidater, med hinanden, politikere og eksperter i løbet af nogle dage, og i forbindelse hermed registrere deres meninger før, under og efter denne proces. Resultatet af folkehøringen; de synspunkter, som deltagerne er kommet frem til i løbet af denne proces, udtrykker, ifølge Fishkin, det befolkningen ville have ment, hvis den havde haft bedre mulighed for at overveje de(t) relevante emne(r), hvorfor deres funktion i modsætning til f.eks. konventionelle meningsmålinger hverken er at beskrive eller forudsige ‘den offentlige mening’, men derimod foreskrive den (Fishkin, 1991:81).

Som Christensen formulerer det her, er folkehøringens felt både den politiske arenas kynisme og de overvejende ‘meningsløse’ og ukvalificerede holdninger og synsninger, vi alle sammen bærer rundt på. Folkehøringen, der oplyser og kvalificerer, er en modvægt til dette.

I det deliberative demokrati stilles redskaberne til rådighed for at folk kan danne sig en kvalificeret holdning til svære spørgsmål og træffe politiske og samfundsmæssige beslutninger på et (mere) oplyst grundlag. Vigtigt i en tid med populisme, AI og fake news - og mange synsninger. Deliberation er en anledning til at mødes og danne fællesskaber, når vi som samfund står over for vigtige og komplekse emner samt kollektive beslutninger som politik, samfundsindretning mm. ved valg.

Hvad er en folkehøring?

En folkehøring består traditionelt set af to dele ledsaget af en registrering: Information og efterfølgende deliberation, og altid i den rækkefølge.

Information betyder i denne sammenhæng, at man får stillet viden til rådighed gennem fx oplæg af eksperter eller præsentation af forskellige argumenter for eller imod en sag. Informationen kan bestå af viden, kendsgerninger, synspunkter - og litteratur og kunst!

“Jeg har fået mod på at deltage, men også fået større viden. Jeg vil nu gøre endnu mere for at ændre min egen adfærd ift. klimaaftryk og have fokus på biodiversitet”

- deltagere i pilotprojekt på Albertslund Bibliotek

Ordet deliberation stammer fra latin og betyder at vægte. Som demokratisk begreb betyder det, at folk rådslår sig med hinanden i samfundsmæssige spørgsmål, men også, at folk afvejer og nuancerer deres holdninger i fællesskab ved både at høre og blive hørt - hvilket eventuelt kan ændre deres præferencer og holdninger.

Deliberationen danner nye perspektiver, øger gensidig forståelse, uddanner, aktiverer og skaber en bredere forståelse af politiske beslutninger. Dermed bidrager metoden til at udvikle og vedligeholde en demokratisk kultur og legitimitet, da alle får mulighed for at blive hørt - og hører andre. Det nationale klimaborgerting fra 2020-22 var et eksempel på deliberativ demokratisk kultur. Processen gav ikke kun deltagerne progressive holdninger til klima og bæredygtighed - flere af dem udtalte efterfølgende, at de efter at have deltaget i klimaborgertinget følte sig som “ambassadører for den bæredygtige omstilling”, og tog altså ejerskab over dagsordenen.

På samme måde bliver deltagerne i en (litterær) folkehøring ifølge pilotprojektets resultater klogere, modige, berørt og klar til at handle af at deltage. Det giver dem en højere grad af demokratisk selvtillid i forhold til at deltage i samfundsdebatten og med et mere oplyst holdningsgrundlag.

Til en folkehøring registrerer man også folks holdninger før, efter og under processen. På den måde kan man følge udviklingen i holdninger samt dokumentere folks følelse af medbestemmelse, deltagelse og demokratisk selvtillid. Dette kan gribes an på forskellige måder fx med meningsmålinger for at dokumentere folks holdninger, eller ved at gå skridtet længere og mobilisere på baggrund af dette, handle kollektivt og stille borgerforslag eller evt. forskellige former for formidling af resultaterne, der peger ind i den politiske arena.

Formidling
Hvordan formidler man resultaterne fra en litterære folkehøring?

Men hvordan kommer litteraturen ind i dette - kan forfattere og kunstnere hjælpe os med at løse nogle af vores samfundsproblemer?

“Flotte tekster og ny viden. Jeg kan mærke jeg vil mere. Man skal kunne overkomme det. Det er store emner. Vi må stå sammen.”

- deltager i pilotprojekt i Albertslund, 2023

Litteraturens evner

Ja! Forfattere og kunstnere er de eksperter, vi har brug for, når vi skal skabe fællesskab og samtaler om vor tids største udfordringer - og skabe et nyt sprog til at tale om et bæredygtigt samfund.

Den amerikanske forfatter Juliana Spahr udgav i 2005 digtsamlingen ‘Thisconnectionofeveryonewithlungs’ (‘Denne forbindelse mellem alle med lunger’ på dansk, Antipyrine: 2022), der på poetisk vis beskriver, hvordan alle os med lunger på jorden er forbundne med hinanden - rent biologisk gennem åndedrættet, der holder os i live, men også som borgere i et verdenssamfund, hvor vi må gå vores magthavere på klingen, hvis vi fx er uenige i krig, udvinding, ødelæggelse af naturen og så videre. Vi er alle en del af de beslutninger, der træffes på verdensplan, og derfor altså forbundne og ansvarlige over for hinanden. Den erkendelse blev uhyggelig relevant i 2020, da COVID-19 forbandt alle os med lunger med en dødelig sygdom, både på et biologisk og politisk plan, lige såvel som flere af de krige, der foregår anno 2024, som man verden over kan følge nært med i på sin mobiltelefon på trods af store geografiske afstande - og har globale følger.

Man får dog lyst til at korrigere Spahr og pointere, at vi ikke kun er forbundet med alle mennesker og dyr med lunger, men også med den del af verden, der ikke har lunger: fx planter, træer, jord, muld og havene. Og med denne forbundethed med verden følger også et ansvar for at opføre sig respektfuldt og indpasse sig i et (øko)system, hvor én race ikke ødelægger livsbetingelserne for alle andre med sin adfærd. Ydermere har os, der har lunger mulighed for at udtrykke sig med ord og lyde, skrige af smerte, råbe højt, diskutere og deltage i demokratiet - hvor de dele af økosystemet, der ikke har lunger, ikke kan tale med vores sprog. Har vi ikke også et ansvar for at lade dem blive hørt? Hvor er planterne fx i demokratiet?

At en sådan erkendelse kan findes i litteraturen er sigende, da sensibilitet over for verden og udtryk for forbundethed er et af litteraturens kendetegn. Tænk bare på litteraturens temporalitet, det langsommelige og næsten meditative i at læse, hvor vi synker ned i vores indre med forestillingsevnen som makker og skaber unikke personlige billeder på indersiden af hovedet. Selvom læsning er en indadvendt aktivitet, der forbinder de billeder, vi skaber i vores indre verden, når vi læser, og i længere udstrækning os selv, vores erfaringer, oplevelser og emotioner, med verden uden for hjernens indre kamre, hvor vi bliver sat ind i andres liv, handlemåder, udsagn og følelsesliv gennem litteraturen og kunsten; empati, simpelthen. Også det fælles, der opstår, når vi læser det samme og mødes omkring det, giver os et indblik i andres liv. Samtalen og forståelsen skaber samhørighed.

Klimapsykolog Solveig Roepstorff beskriver, hvordan vi har brug for en anden temporalitet, den langsomme, for at kunne mærke os selv, og kultivere den empatiske forbindelse til vreden, vi har brug for, hvis vi fx skal kunne forstå klimakrisen og dens omfang - og handle på det. Litteraturen taler til vores (med)følelser, vi kan relatere til verdens indretning og problemfelter på et personligt niveau, den åbner os op, og vi kan se det hele fra andre synsvinkler end vores egen nationale, regionale eller antropocæne (menneskelige; i modsætning til fx dyrenes eller planternes) synsvinkel. Vi må med andre ord aktivere dette, fordybe os og benytte os af forestillingsevnen for at kunne løse vores samfunds største problemer - og gennem litteraturen og kunsten bliver verden (og naturen, som vi som bekendt er en del af) eksistentielt vedkommende. Når vi er i stand til at forbinde os med andre og verden omkring os, tager vi også ansvar for at indrette den ordentligt og rimeligt.

Vi må også have øje for hvilket sprog, vi bruger til at tale om de udfordringer vi står overfor som samfund, som mennesker og som verden. Her kan forfattere og kunstnere bidrage med noget væsentligt og sanseligt. Udover at være eksperter i billeder, fantasi og forestillingsevne er de også eksperter på sprog og har et unikt æstetisk blik på verden: noget, de bruger til at forme eller vende vores verden på hovedet med nye billeder, begreber og fortællinger. Og så er litteraturen et medie, der både kan skabe utopier og dystopier. Utopierne gør os håbefulde, da de giver os noget at pejle efter, dystopien italesætter vores værste frygt, så vi nemmere kan navigere bort fra den og former således vores forståelse af verden og den fremtid, vi er ved at skabe. Litteraturen taler derfor ikke bare til vores forestillingsevne, kulturelle billeder og allerede eksisterende fremtidsforestillinger, men kan også skabe nye, som vi kan bruge som afsæt til at reflektere over og forholde os kritisk til vores verden med. Litteraturen kan med andre ord få os til at se verden i et nyt lys og giver os et nyt (og ikke-instrumentelt) sprog til at tale kvalificeret og velovervejet om kriser og bæredygtighed med hinanden og vores magthavere; et sprog, der både peger på hverdags- og magtsprogets grænser og blinde vinkler - og et sprog frit for kommercielle og partipolitiske interesser eller ‘synsninger’.

Den økologiske krise

Hvorfor skal bibliotekerne beskæftige sig med bæredygtighed? Hvad nytter litteraturen og kunsten?
Det svarer Jon Auring Grimm, ph.d. ved Aarhus Universitet og Albertslund Bibliotek, på i sin artikel: “En del af den jordiske krop - Om økologi som et kropsligt, eksistentielt og poetisk forhold” i udgivelsen Giv naturen en stemme - de litterære folkehøringer.

“Hvorfor digte, hvad nytter det, når kloden brænder, når du må gispe efter vejret, når du drukner eller når jeg skælver? Lige så lidt som det hjælper at danse, at elske, at hengive sig, at synge, at lege. Men det kan åbenbare en verden, der ligger hinsides nytten, som også er den verden, der er værd at kæmpe for og drage omsorg for. Den kan afklæde verden det panser af nytte, der tynger og underminerer den. Hvad nytter det? Det nytter ikke! Det er det væsentlige. Hvis digtningen kan få afgrund og bro til at vokse samtidig, kan den måske endda åbenbare en fordring om vækst, der ligger hinsides det økonomiske vækstparadigme, og som ikke postulerer et harmonisk kosmos eller fornægter døde. Hvorfor digte, hvad nytter det?

Fordi træernes drømme er gjort af samme stof som os.”

Den danske sociolog Nikolaj Schultz beskriver i sin pamflet ‘Notat om den økologiske klasse’ sammen med den franske sociolog Bruno Latour behovet for fælles fortællinger i mobiliseringen af en ny økologisk klasse - som netop er defineret ved at klasserne er blandede, og den fælles forståelse af at den produktion, der har været omstridningspunktet i den klassiske marxisme, må afvikles, da den destruerer livsbetingelserne for alle på jorden.

Men for at den grønne, eller økologiske klasse, virkelig kan mobiliseres, må der skabes en fælles fortælling, som vi kan mærke følelsesmæssigt, som ændrer perspektivet hos den enkelte - netop som litteraturen kan. Når biblioteket lægger hus til den litterære folkehøring understøttes netop mobiliseringen af den nye grønne og/eller økologiske klasse, der ovenikøbet er funderet i demokratiske grundprincipper om repræsentativitet, legitimitet og oplysning. Det kan virke aktivistisk eller som stillingtagen til politiske spørgsmål fra den ellers traditionelt set neutrale institution som folkebiblioteket betragtes som værende - men er det et problem, at folkebiblioteket går aktivt ind i den folkelige udbredelse af den bæredygtige omstilling?

Og igen: klimakatastrofen eller biodiversitetskrisen er ikke de eneste relevante emner for en litterær folkehøring. Men de er grundlaget for eller del af mange af de kriser, vi ellers ser i dag - og leder os hen til det grundlæggende spørgsmål, alle litterære folkehøringer kredser om på den ene eller anden facon: hvordan skaber vi det bæredygtige liv og samfund?

Til forsiden