Menu

Højtlæsning for dagplejen

Kort beskrivelse af aktiviteten

Ud fra et tema eller en udvalgt bog læses/fortælles en historie for børnene. Gerne med støtte i konkreter (forskellige genstande, som optræder i historien) og ved at involvere børnene med fagter, sang eller lyde. Efterfølgende kan historien evt. leges eller man kan lave kreative aktiviteter. Nogle pakker egentlige forløb i kufferter, som kan tages frem til lejligheden igen og igen.

Hent inspiration i Leg en bogsprogsporet.dk/aktiviteter

Temaer kan fx være venskab, følelser, eventyr, sprog, natur, årstider, højtider og sundhed – hent evt. inspiration i den styrkede pædagogiske læreplan.

Nedenfor har forskellige biblioteker givet deres bud på højtlæsningstilbud for de yngste børn.

Relaterede ideer

Udstillinger af ting, som dagplejebørnene laver under kreative aktiviteter, knyttet til et tema valgt i samarbejde med dagplejen. Forløbet starter med et fælles afsæt, herefter arbejdes med opgaven hos dagplejeren og der afsluttes med udstilling på biblioteket (Vallensbæk)

Se også sprogsporet.dk/sprogstunder og sprogsporet.dk/fold-bogen-ud for yderligere inspiration.

Aldersgruppe:
0-3 år

Antal:
1-3 dagplejere

Varighed:
30 min.

Kom i gang

Sådan forberedes og gennemføres aktiviteten

Forberedelse

  • Datoer og fortælling/tema fastlægges.
  • Lokale bookes.
  • Invitationer sendes ud til de relevante dagplejegrupper.
  • Evt. bevægelseslege eller kreative aktiviteter planlægges: Mærke, afprøve, hoppe, pege, undersøge, tegne og lign.
  • Konkreter og lign. indkøbes/fremstilles.
  • Historien gennemlæses/afprøves.

Afvikling på dagen

  • Rummet gøres indbydende med et sted, hvor man sidder godt.
  • Evt. fremvisningsudstyr (lærred og computer) rigges til.
  • Evt. konkreter, legetøj og tegneredskaber eller lign. findes frem.
  • Historien fortælles/læses.
  • Evt. tilknyttede aktiviteter afvikles eller dagplejen leger selv.

Det skal I bruge for selv at komme i gang

  • Personaleressourcer til planlægning og afvikling.
  • Kontakt til dagplejen.
  • En god pegebog med formidlingsmuligheder for de mindste.
  • Konkreter til fortællingen (Indkøbt, hæklet, lamineret og lign.).
  • Udvalgte sange, evt. lamineret.
  • Evt. materiale at give med hjem til forældre/dagpleje, fx badges og en folder

Evt. udfordringer

Udover at det også her kræver tid at oprette forbindelse og vedligeholde kontakten til dagplejen, så kræver læringsmiljøer til de yngste børn en særlig opmærksomhed i forhold til:

  • At der ikke kan være mange deltagere ad gangen.
  • At det er ressource-tungt, hvis man vælger at tage ud til den enkelte dagplejer/legestue.
  • At der skal bruges færre kræfter på voksenstyringen og i stedet gives plads til tryghed og børnenes nysgerrighed.
  • Kompetenceudvikling i forhold til at være tryg i sin rolle som formidler til de mindste.

Baggrund for konceptet

Formål med aktiviteten

At levendegøre børnelitteraturen med en kombination af leg, litteratur, bevægelse, sanseindtryk og sang for derved at øge børnenes ordforråd, sprogforståelse, lydlige opmærksomhed og læselyst.

Beskrevet af

Sønderborg, Store Heddinge, Hjørring, Rødovre, Hillerød, Herning og Ikast-Brande biblioteker

Indsamlet