Bibliobitterne
Bibliobitterne er et univers og en app, som introducerer børn til biblioteket på en engagerende, sjov og legende måde.
Et rumskib er styrtet ned på biblioteket, og børnene sendes på en interaktiv mission blandt bibliotekets forskellige genrer. Missionen er at finde de forskellige bibliobitter, der gemmer sig blandt deres yndlingsbøger. Børnene skal også løse en række udfordringer, hvor de må tænke kreativt og benytte alt det, som biblioteket og bibliotekets bøger rummer for at få bibliobitterne med tilbage til rumskibet.
Bibliobitterne er målrettet 3. klassetrin, som supplement til et introduktionsforløb i biblioteket. Det spilles i grupper og fordrer samarbejde og hands-on problemløsning.
Aldersgruppe:
0-3. klasse
Varighed:
1½ time
Kom i gang
Startskuddet til missionen sker i børnenes egen klasse. Her møder de bibliobitterne i første del af historien, skrevet af Thomas Brunstrøm. Siden inviteres klassen på biblioteket, hvor de hører anden del af historien, bliver introduceret til biblioteket og får udleveret tablets med appen. Med appen Bibliobitterne lægges et ekstra digitalt lag på virkeligheden gennem Augmented Reality. Det gør, at bibliobitterne vækkes til live, og børnene kan interagere med dem i 3D.
Tilpas Bibliobitterne til dit bibliotek
Børnene sendes på en mission for at finde bibliobitterne. Hvor de gemmer sig, og hvilke udfordringer de stiller børnene, kan være fuldstændig op til dig.
Der er, til en start, tre missioner til rådighed. De tre missioner kan redigeres og blandes i det uendelige, alt efter hvad der passer til den introduktion til biblioteket, du ønsker at give børnene. Appen er på den måde fleksibel og kan tilpasses dit bibliotek. Du kan læse meget mere om missionerne og finde en guide til at tilpasse dem under 'Materialer og grafik'.
Det skal du bruge:
Under 'Materialer og grafik' finder du de fleste af de ting du skal bruge, for at kunne udbyde Bibliobitterne til en klasse.
Du skal selv sørge for at have tablets/iPads der kan køre Augmented Reality, de kan f.eks. være bibliotekets eller måske lånes fra skolen. Der skal helst være max 4 børn om én tablet. Appen skal naturligvis installeres på alle tablets. I 'Materialer og grafik' findes en udførlig guide til installation samt log-in og valg af spil-mission på Bibliobitternes tilhørende hjemmeside.
Materialer og grafik
Guide til app og bibliobitterne.com
Video-guide til bibliobitterne.com
AR-markører til print og opsætning i biblioteket
Oversigt over bibliobitter og tilhørende markører
Aktivitetsark til udlevering under forløb
Beskrivelse af tilgængelige missioner på bibliobitterne.com
Video: Thomas Brunstrøm læser historien om Bibliobitterne
Historien om Bibliobitterne del 1
Hvem kan du kontakte?
Projektkoordinator Alberte Jeberg Kjær: alberte.kjaer@herlevbibliotek.dk
Baggrund for konceptet
Bibliobitterne er baseret på en ’Learning Through Play’-tankegang, og er udviklet af og til børn. Således har børnene været inddraget gennem hele processen, fra idéfase, prototype og til den færdige app Bibliobitterne. Det er deres fantasier og fortællinger der ligger til grund for Thomas Brunstrøms historie, mens børnenes tegninger har været direkte inspiration til bibliobitternes endelige udseende. Appen og dens missioner og udfordringer er derudover også løbende blevet testet med skoleklasser.
Bibliobitterne er resultatet af et større udviklingsprojekt, drevet af Herlev Bibliotek i samarbejde med Viborg Bibliotekerne, Københavns Biblioteker, Aarhus Kommunes Biblioteker og Vejle Bibliotekerne samt designbureauet Gejst/Studio.
Projektet er støttet af Udviklingspuljen for biblioteker og pædagogiske læringscentre under Slots- og Kulturstyrelsen.